NORGE VED lOl5 341 leilændingernes tal var øget. Storgaardene bredte sig paa smaa- gaardenes bekostning. l-løvdingklassen var endnu sund og kraftig og baade -aandelig og legemlig vel skikket til at føre folket i strid som i fred. Dens mandlige medlemmer var øvet i idræt og hærdet paa vikingetog; de havde sans for skaldenes yrke og i det hele for aan- delige sysler. Mellem dem var mange merkelige og særprægede naturer, egte typer paa denne overgangstid, hvor den hedenske oldtidskultur saa smaat begyndte at vige for den kristne middel- alders livssyn og seder. l(vinderne skildres som sterke, handle- kraftige og storsindede; de fødte sine mænd mange børn. - Tallet af børn gik, Synes det, ned i løber af det ll. aarhundrede og hænger vel sammen med den nedgang, som i det hele indtraadte efter vikingetidens ophør. - Smaabønderne eiede ingen politiske interesser og havde ingen lyst til at tage del i Statens styre. De var fra gammel tid vant til at følge bygdens høvdinger og gjøre som de vilde. En slig høvding, eller herse som han fremdeles gjerne kaldtes, var som en konge i sin bygd. Han eiede selv store gaarde og havde desuden jord i veitsle. I fylket førte han sammen med de andre herser det store ord og udnævnte de mænd, som skulde fare til lagtinget. Herserne var det vel ogsaa fremdeles, som af- gjorde hvem der skulde sidde i lagretten. De eiede hærskibe og drog i viking og i stevneleding fulgt af sine huskarler, og havde paa sin gaard en stor skare tjenestefolk baade frie mænd, løisinger (eller frigivne) og træler. Herserne havde fra først af været stamme- høvdingen og deres syn havde ikke rukket stort udenfor hjembygden. Men lidt efter lidt begyndte deres syn at blive videre, de begyndte at føle sig som en egen klasse i samfundet, at gifte sig ind i hver- andres ætter og at føle, at de havde fælles standsinteresser, hvad enten de bodde nord eller syd i landet. Da Olav Haraldsson kom til Norge, udgjorde saaledes stor- mændene en tæt sluttet og ved egteskaber nøie samm-enknyttet fylking lige fra Bjarkøy i nord til Sole i syd. - Landet øst for Lindesnes var endda ikke rigtig kommet med i kredsen. -- At nævne alle de høvdingeætter, som ved denne tid fandtes i Norge, er ikke gjørligt. Det er bare tilfældig, naar enkeltes navne nævnes i sagaerne. Naar vi derfor i de følgende linjer skal søge at give et billede af høvdingerne i Norge, saa er det bare spidserne, vi kan tage med. Men foruden dem, som nævnes ved navn, har der sik- kerlig været mange andre gamle ætter, som først siden træder frem i historiens lys. g
