340 0l.‘AV l-IARALDSSONS BARNDOM 0G UNGDOM presternes ugifte stand havde taget større fart. Modersmaalet var ikke som i England og lrland for en ikke liden del kirkens sprog. Dog samlede ogsaa her fra gammel tid kongerne baade Statens og kirkens stormænd rundt sig. og paa de store forsamlingen hvor love blev givet og beslutninger fattet, mødte begge. Forskjellen mellem landene viste sig kanske mest i helgendyrkelse og i gudstjeneste- skik. l-lvert land dyrkede sine hellige mænd og kvinder. Endel tilhørte hjemmet, andre var kommet ind sammen med kirkens stiftere eller som følge af særegne kulturforbindelser; andre igjen var hele Romerkirkens fælleseie. Slig var i store drag de kirke- samfund, Olav I-laraldsson-mødte i udlandet. Taalsomhed og mildhed var dem fremmed. Alle afvigelser fra den rette tro blev straf-fet strengt. Mod hedninger vistes ingen medynk. Straf-fene var raa og grusomme. l(irkens hoved gik i spidsen. Pave Gregor V stak 998 øinene ud og skar næse, tunge og øren af paa sin medbeiler Johan XVI, og lod ham siddende baglængs paa et æsel og med sønderrevne klæder føre gjennem Rom. XLVI. NORGE VED l0l5 orge var, har vi hørt, da Olav l-laraldsson kom til landet, ikke ett rige, men splittet i flere mindre dele og uden enhed og samfølelse. Mellem Vestlandet og det nordenljeldske var der nok sam- baand ogfølelse af samhørighed. Men vikværinger og oplændinger følte sig visst endnu ligesaa meget i slegt med dansker og svensker som med vestlændingen De, Som raadede i Norge, var herserne og stormændene. Høvdingernes magt var under jarlernes styre og fremmedvældet i det hele ikke gaat tilbage, men snarere vokset. Vel var mange store ætter uddød og andre havde mistet sin glans, men i det hele gjælder sagaens ord: „l denne tid var det mange lendermænd i Norge. Mange af dem var mægtige og saa ætstore, at de var kommet af kongers eller af jarlers ætter og havde faa led at regne til dem; de var ogsaa storrige. Hele kongernes eller jarlernes styrke, naar de raadede for landet, laa hos lendermændene; thi det var Saa i hvert fylke, at lendermændene raadede for bøndernes flok.“ Tallet af frie bønder var i løbet af vikingetiden blevet mindre og mindre, mens
