C 0LAV I-IARAI.‘DSSONS BARNDOM 0G UNGDOM 339 verdensomsluttende pavedømme opstod. Kirken skulde snart løfte sit hoved saa høit som aldrig før, og middelalderens haardeste kampe skulde udkjæmpes om, hvem der skulde ha den høieste magt, kirken eller kongen. Endnu paa den tid, da Olav l-laraldsson gjestede Vest- europa, var dog landskirkerne præget af samfundet og de politiske forhold paa den grund, hvor kirken var reist, og af overlevering fra de mænds hjemstavn, som havde grundet den. Den angelsaksiske kirke stod folket “nærmere, end den-franske og den tyske gjorde det; modersmaalet havde en større plads i kirkens tjeneste, og flere baand bandt kirke og stat sammen end paa fastlandet. Kongen herskede over kirken, men biskoperne ledede kongens haand. Kongen var med at give love ikke bare for staten, men ogsaa for kirken; hans raad og samtykke maatte hentes, naar biskop og abbed skulde vælges. Biskoperne var selvskrevne medlemmer af kongens raad og underskrev alle breve lige efter medlemmer af kongehuset og foran de verdslige stormænd. De var kongernes vigtigste raadgivere og sendtes som sendebud til fremmede hof-fer. Kirkemøderne var i tidens løb smeltet sammen med stormands- forsamlingerne. I Romerriget havde kirken overalt havt sit midt- punkt i byerne. I England bodde folk spredt, og biskopen havde mange steder maattet opslaa sin bolig i en landsby eller flække; han kaldte sig da ikke som vanlig i Romerkirken efter sin by, men efter den stamme, hvor han virkede. Ude paa landet bodde de fleste af stormændene; de reiste gjerne kirker og kapeller paa sine gaarde; et gammelt billede af en angelsakSisk stormands gaard viser os kapellet i den ene fløi. Paa denne maade opstod der, ved siden af de offentlige, en række private kirker, og mange vanskelige spørs- maal reiste sig om det indbyrdes forhold mellem kirkerne med hensyn til rang, indtægter og tjeneste, om prestens forhold til biskop og kirkeier o. s. v. Prester og lægfolk var knyttet til hinanden ved byrd, svogerskab og fælles kaar. Den angelsaksiske prest kunde være gift. Hans æt hjalp ham i hans stridigheder, og han mødte for verdslig domstol, naar han havde forbrudt sig. Den angelsak- siske kirke kjendte ikke særskilte domstole for kirkens mænd. Biskop og ealdorman sad side om side paa grevskabstinget (shire- mødet) og sagde baade guddommelig og verdslig ret og dømte baade i kirkelige og i lægmænds sager. I det hele var vel skillet mellem prester og lægfolk mindre end i Frankrige og Tyskland. I disse lande, hvor kirken fra den første tid havde havt sine midtpunkter i byerne, styrede biskopen med større magtfylde, og arbeidet for
