338 OI‘AV HARAI..DSSONS BARNDOM 0G UNGDOM embedsmænd. De inddrev skatter, dømte og havde politimyndighed og havde gjerne under sig andre mindre, stedlige ombudsmænd. Hele denne lokale administration, som skabtes af de første Kape- tinger, trængte sig som en kile ind i lensvæsenets samfundsbygning og bidrog mere end noget andet-til, at kongemagten i Frankrige saa tidlig seirede over stormændene; i den laa spiren til det senere embedsverk. Desuden tog de franske konger kirken til hjælp, ligesom de ved støtte af den var kommet paa tronen. De kaldte sig konger „af Guds naade“ og ansaa sig for styrere i Guds sted paa jorden. Til de forsamlinger, som de stadig holdt, kom baade geistlige og verdslige stormænd. Især mødte biskoper og abbeder talrig frem og tog ivrig del i lovgivningen. Kirkens mænd var ogsaa mellem kongens nærmeste omgivelser. l5rkebiskopen af Reims bar værdighedsnavnet „øverste kansler“. Endvidere søgte franske konger at skabe en virkelig centraladministration, ved at gjøre hoffet til et embedsverk. De øverste hofembedsmænd blev til kongens raadgivere og tog del i Statens styre. Mellem disse hof- embedsmænd maa først nævnes connetablen eller „staldgreven“ (stabalariu.s“), som han ofte kaldtes. Han havde oprindelig havt overopsyn med kongens stald; men var siden blevet den øverste embedsmand ved hoffet og fører for hæren. Ved siden af ham kan nævnes skatmesteren, kammerherrerne, mundskjænken og sene- skalken, som havde opsyn med husholdningen. Vi maa heller ikke glemme, at Olav Haraldsson i udlandet var blevet en kristen mand. I England havde han været i kristne mænds samfund, kjæmpet sammen med kristne høvdinger og talt med store kirkemænd. I Rouen var selve erkebiskop Robert, hertug Rikards bror, blevet hans fadder og havde undervist ham i den kristne tro. Kirken havde for 900 aar siden en ganske anden magt over sin- dene og over Samfundet end i vore dage. Den var i den tids menne- skers øine en magt jevnbyrdig med staten, begge var indstiftet af Gud og blev styret af evige love, hver udgjorde saa at sige et rige for sig. I førstningen af det ll. aarhundrede havde den verdslige magt fremdeles overtaget over kirken. Pavestolen havde havt en lang nedgangstid. Paverne følte sig endnu først og fremst som romere, og deres liv skulde heller ikke øge ærefrygten for deres stilling. l(irkerne i de forskjellige lande havde af den grund ud- viklet sig hver paa sin vis. Først udover i det ll. aarh. begyndte kirkernes særpræg mere og mere at udviskes. Der blev livligere samkvem mellem landene, folkene lik fælles livsmaal og et nyt,
