. OI.‘AV HARAl..DSSONS BARNDOM OG UNGDOM 337 som skulde sidde i ham hele livet igjennem. Umuligt er det vel ikke, at ogsaa kong A5thelreds raadløshed, Svaghed og uordholdenhed har været et afskrækkende forbillede for ham; han har skjønt, at den, som vilde “ vinde frem, maatte være standhaftig, ubøilig, haard og ordholden. Trods al forvirringen havde dog Olav Haraldsson i England lært at kjende et samfund, som var mere organiseret end det norske, med kongelige ombudsmænd baade paa landet ogi byerne. At Olav virkelig har havt kjendskab til engelske forhold, kan vi se af Sigvat skalds digte; thi hvor Sigvat efter Olavs fortælling skildrer dennes kampe i England, bruger han f. eks. om byembeds- mændene engelske ord. I Rouen lik Olav Haraldsson.se et andet samfund, og hans op- hold der var vel det vigtigste af alle hans lære- og vandringsaar. Normandie selv var endnu i begyndelsen af det ll. aarhundrede paa overgangen fra et nordisk til et fransk samfund. Rikard den gode, som var hertug, dengang da Olav l-laraldsson kom til Rouen, eiede lidet af vikinghøvdingen, men følte sig - tiltrods for sine nordiske slegtssympatier -- som en fransk fyrste, hans syn paa Staten var lensvæsenets, hans idealer riddertidens. Han vilde ikke have andre end adelsmænd ved sit hof, og i Normandie begyndte det ved denne tid at vokse op en middelalderlig lensadel, hvis medlem- mer bare for en liden del stammede fra Ganger Rolvs følgesvende. Men fra Rouen er veien ikke lang til Paris. I Frankrige var i 987 en ny æt kommet paa tronen. Robert den sterkesI æt havde efter lange kampe afløst Karl den stores. De sidste l(arolinger havde været dygtige og viljekraftige mænd. De bukkede underi kampen mod det overmægtige lensvæsen, som svækkede konge- magten og lammede al centralmyndighed. Hugo Kapet og hans søn Robert II (997-l03l) havde heller ikke stort at sige udenfor sit eget omraade, Paris og nærmest omliggende landskaber, landet mellem Seinen og Loire. Men smaat om senn forstod de at øge sin magt og at vinde tilbage det, som var tabt under Karolingerne. Først og fremst satte de rundt om paa krongodserne over mindre, afgrænsede omraader ombudsmænd (prévöts), hvis ombud i regelen ikke var arveligt. De lød direkte under kongen og var ganske anderledes afhængige af ham end lensherrerne; de var i grunden I Robert den sterke (f. 806) var greve af Paris, Anjou og Blois. Hans søn, grev Odo, Paris’s heltemodige forsvarer, blev konge (888-898). Siden gik kongedømmet med korte undtagelser tilbage til Karolingerne, indtil Hugo Kapet i 987 blev konge. 22 - Norges Historie l 2
