336 0LAV HARAI..DSSONS BARNDOM 0G UNGDOM aar siden havde gjestet. Lette-væsenet raadede forlængst i Frankrige og var begyndt at gjennemsyre England. Samfundet var lig en trappetrinsformet pyramide, hvor de forskjellige led var knyttet sammen ved gjensidige baand og forpligtelser. Øverst var kongen. Under ham var de store kronvasaller, hertugerne og greverne; fra at være kongens ombudsmænd havde de vokset sig næsten uaf- hængige og styrede som fyrster hver i sin landsdel. Under sig igjen havde kronvasallerne lensmænd og undervasaller, som var knyttet ved troskabsed til dem alene og sad rundt i faste borge og var herrer over det omliggende land. Frie bønder fandtes næsten ikke mer. Al.jord blev holdt som len og ikke eiet i odel. Lens- væsenet trængte gjennem hele samfundet; thi omtrent alle tjenester lønnedes med jordegods, og embeder og ombud, fra de laveste og til de høieste, forvaltere og gaardsfogder saa vel som slotshøveds- mænd, grever og hertuger, var blevet arvelige. Indskrænket som kongens magt var, var dog hans stilling her i det kristne Vesteuropa en anden og høiere end hjemme i Norge. En nordmand ved aar l00O tænkte neppe ud over den Stammc, ialfald ikke ud over det folk, han hørte til. Kongen var i hans øine folkets høvding og fører i krig, hirdmændenes drot. Uklart kanske tænkte derimod de mennesker, som tilhørte den romerske kristenhed, sig verden som et samfund, som Gud selv havde ind- stiftet og som indesluttede hele menneskeheden (det vil sige alle kristne mennesker). Hersker og hoved for dette samfund var Gud. Han var al geistlig og verdslig lovs ophav og al jordisk mfig18 kilde. Fra ham udledede alt herredømme sin magt. Konger og fyrster var Guds Statholdere og stedfortrædere paa jorden. Derfor var de ogsaa, mente deres talSmand, al lovgivnings kilde. Deres vilje var lov. „Fyrsten har al ret i sit bryst,“ sagde tænkerne. Kirke og stat var begge indstiftet af Gud; kongen var kirkens verner og beskytter. Disse samfund og dette syn paa stat og kongemagt var det, Olav I-laraldsSon lærte at kjende, da han kom til Vesterlandene. I Eng- land lærte han vel mindst. Thi det engelske samfund var i opløsning, paa grund af sin. konges udulighed og raadløshed og end mere paa grund af stormændenes griskhed, egenkjærlighed og selvraadighed. Selv har vel Olav ogsaa talt med mange af disse stormænd, som ikke skammede sig ved at svige sin herre og bryde den troskab, de havde svoret ham; og kanske har han derigjennem indsuget en naturlig mistro til stormændenes troskab og hengivenhed, en mistro,
