334 OLAV HARAI..DSSONS BARNDOM OG UNGDOM havde vanskelig ved at slutte sig til folk, var indesluttet, haard og steil og kunde ofte støde folk fra sig. Mange kaldte ham, heder det, hovmodig og egensindig, voldsom og hevngjerrig, paaholden og grisk efter gods, olm og rasende, stolt og lidet nedladende. Men, heder det videre, de som vidste det bedre, kaldte ham mild og sagtmodig, venlig og velsindet, mild og myg af lynne, vis og V-ennegod, tro og sandfærdig, forudseende og ordholden, gavmild og godgjørende, navngjeten og faamælt, god og varsom mod al uret. Begge havde visst nogen ret i sin dom. Thi vistnok var Olav l-laraldsson op- farende og hidsig og lod ikke sjelden vreden løbe af med sig; heller ikke var han fri for hevngjerrighed, og undertiden viste han smaalig forfølgelseslyst, som da han satte øksen i I-Èrling Skjalgssons kind og sagde: „Merkes skal drottensvigeren.“ Men uviljen gik mest ud over de store i samfundet. Olav Haraldsson var visselig i grunden en retfærdig og retsindig natur. Og med aarene og modgangen blev hans sind dybere og alvorligere. Det er Olav Haraldssons syn paa, hvordan Staten bør styres, som Sigvat udtaler i sine ord til den unge Magnus: „Lad fattig saa vel som rig nyde godt af dine love, Norges herre.“ Naar folk forbrød sig; straffede Olav dem strengt, uden at ænse persons anseelse; han jog dronning Aastrids egen frænde Bjørn Gautske ud af landet og tog ikke det guld, som storbondesønner bød for at slippe fri for “straf. Og med stivsindigheden fulgte en fasthed, trofasthed og seighed, som ikke mange i Samtiden eiede. Og med steilheden og indesluttet- heden fulgte kanske det dybere sind. Det kan være, at Olavs kristendom, som enkelte har sagt, var bornert og formalistisk, at han mere lagde Vegt paa at overholde kristendommens ydre former end paa dens indre væsen. Med rette kalder Adam af Bremen ham „den omhyggelige overholder af kirkens fester“. Men omven- delsen til kristendommen maatte i tidens medfør først og fremst blive rent ydre. Det tør hænde, at Olav l-laraldsson var smaalig og pedantisk, men han var først og fremst en ordensmand. Uorden og forvirring var hans natur imod. Derfor vaagede han saa strengt over freden i landet, og straffede tyve og ransmænd, ja endog vikinger, han som selv engang havde været viking! Men han var ogsaa ordensmand i en høiere mening; han var.ordner, organisator og lovgiver. l-lavde end Olav Tryggvason gjort mange geniale tilløb, saa var det dog Olav l-laraldsson, som byggede den faste grundvold, baade for kirke og stat, som kommende slegter i mange led skulde bygge videre paa. Kan hænde, at han var mere steil“og kantet,
