Ol‘AV HARALDSSONS BARNDOM OG UNGDOM 333 Torvard Galle, og gjør nar af hendes snaksomme og blødagtige mand. Siden blev han glad i lngebjørg Finnsdatter og klager over, at hun -„mest i kort tid har røvet mig mælet“. l et vers fra sine sidste aar siger han: „Hver mand hjemsøges af ett feiltrin.“ Om Olavs Sanselighed eier vi ogsaa andre fortællingen hvis paalidelighed vi ikke kan tvile paa. Saaledes førte han i hærfang hjem med sig til Norge en ung engelsk kvinde af god byrd ved navn Alfhild og tvang hende mod hendes vilje til at blive hans frille; hun blev, som vi ved, mor til Magnus den gode. Olav Haraldssons digte viser dog ogsaa, at han virkelig har eiet sans for skjønhed og poesi. Der er slegtskab mellem hans og Sigvat skalds digtning. Vakkert er hans billede om kvinden, som han sammenligner med et træ, som han ønsker skal staa stedse grønt. Et andet sted siger han: „Jeg stod paa haugen og saa paa kvinden, mens den fagre hest bar hende; den øienfagre kvinde røvede mig min fryd.“ Overfor Olav Skotkonungs datter lngegerd, som engang var trolovet med ham, men siden blev gift med Jarisleiv i Rusland, har han, synes det, næret virkelig dybe og varme følelsen Han sammenligner hende vakkert med et træ, som hvert aar staar friskt grønt med blomster. At Olav Haraldsson var en dyb religiøs natur, er der ingen vidnesbyrd om i hans egne digte. Derimod var han fra ungdommen af ærgjerrig og egensindig, grisk efter magt og kanske ogsaa efter gods; modgang gjorde ham bare endda mere sta; han havde store tanker om sig selv og var stolt af sin høie byrd, var vanskelig at lede og hidsig og opfarende. I Olav Haraldssons lynne var der i det hele meget, som minder om hans halvbror Harald Haardraade, - undtagen det, at der hos Harald var drag af underfundighed og østerlandsk grusomhed, som Olav manglede. -- Snorre har ret, naar han lader en høvding, som havde tjent begge konger, sige: „Aldrig fandt jeg to mænd saa lige af sinde- lag. De var begge meget vise og vaabendjerve mænd, lystne efter gods og magt, herskelystne, ikke nedladende, myndige og strenge til at straffe.“ Olav Haraldsson eiede ikke Olav Tryggvasøns uimodstaalig vindende personlighed. Der stod ingen glans af hans skikkelse. Skaldene bruger ikke om Olav Haraldsson slige ord, som de bruger om hans ældre navne. De kalder ham ikke „den lovpriste konge, Tryggves svigfri søn“ og „det aller bedste af men- nesker“. Selv Sigvat skald, som var Olavs fuldtro ven, bruger ikke mere hædrende ord om ham end „den ypperlige, den venlige konge“. I det hele var tallet af Olav Haraldssons venner aldrig stort. Han
