332 OLAV HARALDSSONS BARNDOM OG UNGDOM g gyldent bidsel prydet med emaljestene. Fire mænd sendte hun rundt for at byde alle stor- mænd i bygden til gilde, da hun gjorde hjem- komstøl for sin søn. Saa kom Olav; hans merke bølgede foran skaren. Det var hvidt og i form af en orm eller en drage, med andre ord det angelsaksiske kongebanner. Thi Olav kom til Norge som kong Æthelreds stridsmand. Sigurd Syr Steg af hesten, da Olav kom, og hilste sin stedsøn; Aasta kyssede ham og leiede ham ind i stuen og op i høisædet. Hele Snor- res prægtige skildring af Olavs hjemkomst er dog ikke historie, men digtning. At der gik stort ord af det hjemkomstøl, som blev holdt for Olav, kan vi dog se. Olav og hans mænd blev vinteren over hos kong Sigurd. Hver anden dag lik de kjød og øl, fortælles det, og hver anden dag smør og brød og melk at drikke; for Sigurd Syr var maadeholdsmand, Mkîfl;C8(U90ä 111CäÖC“11:CI- og mange syntes, dette var en ny skik. sa is e ongebanner,ringbrynje c; hjelm mai 11cäcɔ1«1c:111. Olav Haraldsson var et par og tyve aar gammel, da han kom hjem til Norge. Han var middels høi af vekst og undersætsig, men kraftig og sterk; med aarene blev han tykfalden; „den digre“ kalder Sigvat skald ham, og det til- navn fæstnede sig siden ved ham. Han havde lyst, rødligt haar og skjeg, vakre øine og skarpt blik. Han var, fortælles det, fagerøiet og havde saa hvast blik, at en maatte ræddes for at se ham i øinene, naar han var vred. Han var en stor idrætsmand i mange dele, om han end ikke kunde maale sig med Olav Tryggvason; han var flink til at skyde med bue og til at svømme og var nethændt og skjønte sig godt paa alslags haandverk; især var han dygtig i at skjære i træ. Olav Haraldsson kom hjem fra strid og hærfærd. Vel var han døbt og havde prester med sig for at grundlægge kristen sed i Norge. Men hans livssyn var endnu vikingens. Han var som ung en robust, lirskaaren natur, glad i kamp, vin og kvinder, bundet til jorden endnu og uden tanke paa, at han efter sin død skulde blive en hellig mand. Vi eier endel leilighedsviser, som Olav selv har digtet, dels mens han laa udenlands og dels efterat han var blevet konge. De viser os Olav som en sterkt erotisk, varmblodig natur. Han er ræd for, at Steinvor skal visne i samlivet med Fra Bayeuxteppet.
