OI..AV HARAI.‘DSSONS BARNDOM OG UNGDOM 331 Efter en færd med storm og uveir landede de paa Vestlandet, eller som skalden siger „midt i Norge“. Legenden fortæller, at Olav landede ved øen Sæla (det skal vel være Selja, men er ord- spil med sæla, som betyder „lykke“). Da de gik i land, snublede Olav og sank i knæ med den ene fod. Da sagde han: „Nu faldt jeg.“ Men Rane sagde: „Ikke faldt du, konge; du fæstede fod i landet.“ Kongen lo og svarede: „Saa kan være, om Gud vil.“ Lykken fulgte virkelig Olav. Ingen lagde merke til hans færd. Han havde ladt langskibene tilbage i England og seilede med vanlige kjøbmandsskibe, forat ikke jarlerne skulde faa nys om hans komme. Den unge Haakon jarl var ved denne tid paa Vestlandet; hans far Eirik jarl havde alt forladt Norge. Olav havde faat vide, at Haakon var ventendes, og lagde sig inde i Sauesund paa østSiden af Atløy i Søndljord med ett skib paa hver side af sundet“og et tykt anker- taug mellem, for at bie paa jarlen. Haakon rodde ind gjennem sundet med et fuldt rustet langskib. Imens strammede Olav tauget og vandt det op med gangspil, saa jarlens skib kantrede, og Haakon selv blev fanget. Baade Sigvat og Ottar Svarte taler om dette møde. Ottar siger: Ravnenes mætter, du, som Ung de ættelande, med rige skatter kom hjem, som med odel du eied du tog Haakons skeid vandt du atter; jarlen med dens mænd og smukke udstyr. magted ei staa dig imod. Haakon lik, fortælles det, beholde livet mod at forlade Norge og aldrig mere kjæmpe mod Olav. Virkelig forlod han ogsaa snart efter landet og drog til England. Knut tog godt imod sin Søstersøn Haakon og satte ham til jarl i Worcestershire, og Haakon nævnes ofte i breve mellem l(nuts andre stormænd Svein jarl sad nor- denfjelds, og Olav havde ingen virkelig magt endnu. Han fortsatte derfor sin færd langs med landet, seilede op gjennem Folden og Drammensfjorden og kom ud paa høsten til sin stedfar, Sigurd Syr paa -Ringerike “ Snorre skildrer med levende farver Olavs hjemkomst. Sigurd Syr var ude paa ageren og saa til folkene, men -Aasta sad hjemme paa gaarden, da bud meldte, at nu var hendes søn paa vei hjem. Hun bød straks karler og kvinder at tjælde stuen, strø gulvet med halm og bære bordene og øllet ind. Andre sendte hun ud til Sigurd Syr, med hans kongsklæder af silke og skarlagen, korduan- skinds hoser og gyldne sporer og hans hest med forgyldt sadel og
