330 OLAV HARAI.‘DSSONS BARNDOM OG UNGDOM fortæller sagaerne, styrede kong Olav med sin hær til l(arlsaaerne (d. e. elven Guadalquivir i det sydvestlige Spanien). Men da han laa der og biede paa bør og tænkte paa at seile ud til Norvasund (Gibraltarstrædet) og videre til Jorsalaland, drømte han, at der kom til ham en merkelig og kraftig, men tillige rædsom mand, som sagde til ham: „Far du tilbage til din odel, thi du skal blive konge over Norge til evig tid.“ I denne drøm, som tilhører legenden, ikke historien, og i navnet Karlsaa1 ligger der visst et minde om, at Olav Haraldsson er kommet helt ned til Gibraltarstrædet og har set de navnkundige Herkules’s støtter med‘det ni fod høie billede af en skjegget mand i. forgyldt mantel, som stod ovenpaa de høie kobber- søiler og med sin haand pegte ud over strædet. Olavs hug drog ham til Jorsalaland, hvorhen ikke mange aar efter hertug Robert af Normandie drog. Men dog vendte han om. Han var viking endnu; han likte sig, naar „de gamle spyd sang“ og naar han trængte frem langs Loire, som saa mangen norsk kongesøn før ham havde gjort. Men han havde i Vesterlandene lært kristne mænds seder og var nu selv blevet en kristen mand. Han kom tilbage til Rouen udpaa høsten l0l4. Hertug Rikard tog godt mod ham. Rudejarlerne talte sig jo i frændskab med ham, og Olav blev vinteren overi Rouen. Under et af sine ophold i Rouen var det, at Olav, efter hvad normanniske krønikeskrivere fortæller, blev døbt af erkebiskop Robert, hertug RikardS bror. - Om han virkelig er blevet døbt, eller om han ikke snarere er blevet konfirmeret, er dog, som vi har hørt, ikke let at afgjøre. Olavs omvendelse vakte stor glæde i Rouen. Nu kunde det virkelig være haab om at faa grundlagt kristen sed længst nord i I-Èuropa. Da Olav vaaren l0l5 forlod Normandie, lik han med sig en frænde af selve hertugen, en biskop Rudolf, som skulde virke for kristendommens udbredelse. Olav havde alt ved denne tid gjort op sin hug til at vende tilbage til Norge og søge at samle Harald Haarfagres rige paany. Han drog dog ikke lige til Norge. Han seilede først til England, kanske efter aftale med kong Æthelreds sønner, som han havde truffet i Rouen. Der havde han nogen smaakampe ved kysten af Lincolnshire og Yorkshire. Men Æthelreds sag var tabt, og forsommeren l0l5 sei- lede Olav fra England, for i Norge at optage kampen mod Knut. -Hans følge var ikke stort - omkr. l40 mand -; de rummedes ombord paa to kjøbmandsskibe. Mellem dem var ogsaa prester, som fulgte med Olav til Norge som missionærer. l Af kar-l, „en mand“.
