328 0I..AV l-lARAl..DSSONS BARNDOM OG UNGDOM Frislandsï mænd og kampens klæder med dem skifted.“ Runerne er fra første halvdel af ll. aarhundrede og er vel ridset af en af Olav Har-aldssons mænd, som havde fulgt sin herre til Finland og siden til Nederlandene. - Efter l0l0 nævnes ingen vikingetog til disse egne. Fra l(innlimaside gik veien til England. I l009 kom to store flaader med jomsvikinger til England og herjede i de følgende aar landet fra ende til anden. Om høsten og vinteren laa de længe i Southwark paa sydsiden af ’l’hemsen, hvor de havde gravet store diger og reist en mur af trær, Sten og torv; dér laa de i sine boder og havde en stor hær og søgte forgjæves at vinde London. Her lik Olav l-laraldsson, som maa have været en af vikingernes under- anførere, det første indblik i befæstningskunsten og kjæmpede ved broen i London, hvor „de vælske sverd bed“, som Sigvat siger. Efter paaske l0l0 seilede hæren til Østangel. Ved Ringmere (nær Thetford ?) ventede Ulvkel jarl og østanglerne dem, men blev efter tapper modstand slaat. Om denne kamp siger Sigvat: Skulde syvende sinde Rundt om Ringmare-heien sverdting fordum vinde rustet stod Ellas’ ætmænd. Olav i Ulvkels-landet; I-iærfald blev det; men strævet end om det jeg fortæller. Haralds arving voldte. Efter denne seier herjede vikingerne rundt om i England, og kong Æthelred og hans stormandsraad maatte tilslut love at udrede 48000 pund, om de vilde høre op med plyndringerne. Tiltrods for dette, lagde dog vikingerne sig midt i september l0ll udenfor Canterbury“ og trængte paa den tyvende dag ved forræderi af en prest ind i byen. Erkebiskop Ælfheah, den samme som engang havde konfir- meret Olav Tryggvason, blev ført til skibene og holdt fanget i for- ventning om, at der skulde blive givet løsepenge. Men hverken disse eller de 48000 pund, som kong Æthelred havde lovet, blev betalt- Lørdag efter paaske l9. april l0l2 havde vikingerne holdt et stort gilde og drukket tæt af vin, som de havde faat sydfra. Efter gildet kaldte de erkebiskopen for sig, og da han ikke vilde eller kunde betale, stenede de ham ihjel. Ælfheah blev siden dyrket som hel- gen. I dette vilde liv havde ogsaa Olav Haraldsson taget del. Men snart efter udredede englænderne den forlangte danegjæld, og der blev fra begge sider svoret eder om at holde fred. Mange af vikin-- gerne var nu blevet rige. 48000 pund paa en tid, hvor pengene havde- en l5-20 gange saa stor værdi som nu, var jo en uhyre sum. Z Frisland kaldtes ved aar lO0O omtrent hele det nuværende kongerige l-Iolland- ’ Ella var konge i Northumberland paa Ragnar Lodbroks tid.
