326 OI..AV I-IARALDSSONS BARNDOM OG UNGDOM gammel-. Ellers var vel hans opdragelse som kongesønners flest paa den tid. Han har lært begyndelsesgrundene til skaldskab, det han siden ikke sjelden øvede, og at skjære i træ, noget som han ogsaa senere viste sin dygtighed i. Olav var ikke stor karen, da han paa konge- sønners vis drog i viking sammen med sin fosterfar Rane den vid- førle, som havde været Harald Grenskes fælle. De havde fra først af bare ett skib. Færden gik sydpaa til Danmark. For vikværinger og folk fra Oplandene drog gjerne i viking sammen med danskerne, og Ringerike lød vel ogsaa under danekongen. Om denne færd siger islændingen Ottar Svarte: . O u Helt ung du stødte havets hest ud for at gjeste Danmark; du kamp-djerve fyrste, - til daad saa væn dig vænned. Fra Danmark drog de ind i Østersjøen. Skalden skildrer fær- den med følgende ord: „Med aarerne drev du de skrudklædte skibe ud i Østersalt fra land til land; landsvogter, du havde ladet bære skjolde paa skibene ud; stundom nyttede du seil og medvind, som bølgen kaster; mangen heftig roaare kløvede de store bølger under dig.“ Rane og Olav herjede, fortælles det, nessene i Svitjod og havde kampe ved Øsel og i Finland Paa tilbageveien gjestede de Jomsborg. Jomsvikingerne rustede sig ved denne tid til en hærfærd til England Deres høvding var jarlen Torkel den høie, Sigvalde jarls bror. Til deres skare sluttede Olav Haraldsson og hans mænd sig og ligeledes, fortælles det, andre kongesønner fra Oplandene og drog med dem vesterpaa. Paa veien havde de en kamp „i den farlige Sudrvik, kjendt af daner (rimeligvis Søndervig paa vestkysten af Jylland vestenfor Ringkjøbing), hvor den dybe fred blev brudt mellem kongerne“. Derfra gik færden til Holland, som længe havde været forskaanet for indfald af vikinger. Nederlandske krønikeskrivere fortæller, at „sjørøvere fra havets forskjellige øer“ omkr. l009 kom til kysten af Holland; de rodde op over Waal og tog Tiel, den vigtigste handelsby i disse egne. Ind- byggerne var flygtet og normannerne brændte byen, men skaanede den hellige Walburgas kirke. Næste aar kom de tilbage og rodde op over Lek helt til Utrecht. Indbyggerne tændte ild paa for- stæderne, forat vikingerne ikke skulde have tilhold der. Normannerne klagede over dette; de havde, sagde de, intet ondt isinde, især da en saa hellig biskop styrede i Utrecht; de bad bare om lov til at faa komme ind i byen og bede i kirkerne og lægge sine gaver i
