311 XLIV. SUDERØERNE OG est for Skotland og Nordengland, fra Kap Wrath og syd til Cumberland, ligger en række øer, som vore forfædre kaldte Suderøerne, fordi de ligger syd for Orknøerne og Hjaltland. Til Suderøerne i videre forstand regnedes alle øerne fra LeWis i nord til Man i syd. Stundom blev Man ikke regnet med, og da skjelnede folk mellem Norderøerne (fra LeWis til og med Mull) og Suder- øerne (øerne syd for Mull). Her er fjeld og klipper, jorden er karrig, og storm og uveir fra Atlanterhavet staar paa. Bare paa de sydligste af øerne, især paa Man, er der lune viker, rig plantevekst og godt agerland. Men til hjem for vikinger var øerne som skabt. Derfor havde mænd fra Norge (i deres følge var ogsaa vestgøter) alt før midten af det 9. aarhundrede sat sig fast der, og øeme kaldtes siden den tid af irer og skotlænder „de fremmedes øer“ (ittttsi Gall). Ogsaa paa vestkysten af Skotland satte i løbet af vikingetiden mange bo, saa en gammel krønikeskriver kunde sige: „Alle øerne fra Man til Ørknø og hele det tilgrænsende faste land fra Dumbarton til Caithness var i hænderne paa nordmænd; men de gæler, som var tilbage, gjemte sig i skoger og oppe paa ljeldene.“ Syd for Dumbarton bodde der ligeledes mange mænd af norrøn æt i det land- skab, som efter dem lik navnet GalloWay (d. e. „nordbo-gælernes land“), og fremforalt mellem aaserne og ved bredden af de vakre sjøer i Cumberland, hvor de rimeligvis har sat sig fast, da saa mange nordmænd efter 9O0 forlod lrland. Om disse nybygders ydre historie i vikingetiden ved vi ikke stort. Vi har hørt om Harald Haarfagres vesterhavsfærd, som gjorde, at mange høvdinger fra Suderøerne udvandrede til lsland. Fra henved midten af det l0. aarhundrede havde de konger af en æt, som siden med afbrydelser skulde herske lige til freden i Perth. l-lvorfra den æt er kommet, ved vi ikke. Den stod i nær forbindelse med Linie- rick; men dens medlemmer bar navne, som tilhørte Ynglingætten, navne som Ragnvald, Harald, Gudrød og Olav ved siden af det kymriske Maccus (senere Magnus). - Ved kongernes side stod mæg- tige høvdinger med værdighedsnavnet „lagmænd“. - I 97O-“ og 980-aarene var to brødre ved navn Maccus og Gudrød Haraldssønner konger paa øerne. De var begge store krigere, som gjorde tog til lrland og Skotland og herjede ved kysterne af Wales; - fra denne tid stammer rimeligvis de mange norrøne nybygder i Wales, fremforalt i Pembrokeshire og paa Anglesey, som nu lik sit norrøne
