3I0 DB NORRØNE RlGER I IRLAND leve lige ned til aar ll70, da englænderne under jarl Strongbow tog byen. Austmændenes sidste konge Hoskuld (eller Hoskulv) flygtede til 0rknøerne. Aaret efter kom han igjen med 60 skibe for at vinde sin fædreneby tilbage. De nordiske krigere var klædt i brynje og bar røde, runde skjolde; „jernhaarde var deres sind som deres vaaben,“ siger den gamle engelske krønikeskriver. Men Nord- mændene kunde trods al tapperhed ikke staa sig mod englændernes mangedobbe1te tal. Kong Hoskulds fæl1e Johan „den rasende“ fra 0rknøerne faldt efter at have udført vidundere af tapperhed. Ho- skuld blev fanget, Han vilde ikke lade sig udløse. „Denne gang er vi kommet med en liden skare og har bare begyndt. Beholder jeg livet, skal I snart se mig igjen med en ny og større hær,“ svarede han stolt. Og saa hug de hovedet af ham. Slig endte nordboernes vælde i Dublin paa egte vikingevis. Men endda vedblev nordboerne i Irland længe at tale sit eget sprog og at bevare sin nationalfølelse. Da Haakon den gamle i l263 laa ved Suderøerne udenfor Skotlands kyst, sendte austmændene i kystbyerne bud og bad ham om at fri dem fra englændernes aag; saa vilde de gaa under hans herredømme. -- Det er sidste gang vi hører om forbindelse mellem nordmændene i Irland og moderlandet. Men endnu i slutningen af det l3. aarhundrede levede austmændene under sin egen lov og ret i Limerick og i Cork og nærliggende smaa- byer som Dungarvan og Youghal. Ved Waterford og Dublin havde de sin egen bydel og sit eget herred, talte sit norrøne maal, nød engelsk ret og var driftige kjøbmænd. I Wexford var det gaat tilbage med dem siden førstningen af aarhundredet, da der var mange rige austmænd; dog var der fremdeles 40 selveiende bønder mellem-dem i grevskabet. Lang og skiftende er saaledes de norrøne nybygders historie i Irland. De bukkede under ikke for irerne, men for sine stamme- frænder englænderne. Men kampen ved Clontarf havde svækket baade irer og nordboer og vist, at den ene ikke var sterk nok til at vinde bugt med den anden, og saaledes kom Brians seier og hans og Sigurd l.odvessons fald til at bane veien for englændernes erobring af Irland. Det var, som „Darradssangen“ profetisk siger: „De folk skal for lande raade, som udnes fordum aatte til bosted.
Bitter sorg skal irer ramme, som mænd aldrig vil gaa af minde.“
