DE NORRØNE RIGER I lRLAND 309 folkestammes, ikke at bygge for sig selv, men at føre kraft til andre. For et væld af spildte kræfter, af evner som er ødet, fordi de kræfter, som bandt sammen, manglede ! Nord- mænd, svensker og dansker drager paa udfærd, vinder riger, grunder nybygder. Men før eller senere brister de baand, som binder nybygderne til hjemmet; de nor- diske mænd i frem- med land glemmer sit fædrene maal, sin æt og sin herkomst. Saa faar da vikinge- togene sin store be- tydning ikke for hjemmet, men for de lande, hvor de satte bo og gjød friskt blod Ragnvalds taarn (Reginald’s ToWer) i Waterford. ind i gamle samfund, grundede ny lov og ret, vakte handel og skibsfart tillive. For irerne blev seieren ved Clontarf heller ikke til lykke. “Brian faldt og hans mænd gik svækket ud af kampen. Maelsechnaill blev paany overkonge. Dublin blev ikke indtaget, men vedblev at bestaa som selvstændigt rige. De sidste spor af hedenskab forsvandt, Kristkirken, som blev reist l038, blev tilslut midtpunktet for hele den norrøne kirke i Irland. Mellem dens dyrebareste relikvier var stykker af hellig Olavs klæder, som Dublins første biskop Donat havde givet til Kristkirken. Kirken i Dublin og i de andre viking- nybygder i Irland sluttede sig ikke til den irske kirke, men lød under erkebiskopen i Canterbury. Dublin var efter lOl4 at regne for et irsk rige; men norsk sprog og norsk samfundsskik vedblev at Bygningen er fra henved ll00.
