302 DE NORRØNE RIGER I’ IRLAND et sandt billede af livet ved dublinkongens hird ved aat:tusenskiftet. Her i kongehallen i Dublin lyttede mændene, medens hornene gik rundt, til kvad om Sigurd Fafnesbane og Helge I-iundingsbane, om æsernes liv og om verdens tilblivelse og undergang. Og de lyttede, for de fleste af dem kunde jo irsk, til bardernes fortællinger om Erins gamle helte, om Cuchulinns vildskab, om Usnechs sønner og deres elskov og tragiske død og om Finn og hans krigerskare. Og mødet satte frugt, som kappestrid altid gjør i digtningens verden. Dublins mænd tog ogsaa selv til at fortælle sagaer om sine helte, om Ragnar Lodbrok og hans sønner, og siden om kampen ved Clontarf. Der opstod en norrøn sagafortælling, som alt eiede meget af den islandske Sagas bedste egenskaber, dens dramatiske Scener og dens samtaler, hvor ordene falder som sverdhug. Nu er denne sagafortælling glemt og forsvundet, og vi eier bare faa og utydelige spor efter den. Men vi, som elsker og beundrer den islandske saga som et af de herligste barn af norrøn aand, bør mindes, at sagafortællingens vugge har staat i Vesterland, hvor nor- røne mænd mødtes med irer og englændere. Ligesom sin konge saaledes har ogsaa Dublins mænd ved aar lOO0 skiftet ham. De foretrækker farmandens fredlige yrke frem- for vikingefærder med bytte og daad. Deres by er fuld af guld og sølv, ædelstene og prægtige klæder. Dublin har vokset op til at blive en af de vigtigste handelsstæder i Vesteuropa. Paa Clontarf- slagets tid var -den gjestet af kjøbmænd fra Frankrige, England og Tyskland. Irland, som før havde været næsten udenfor handels- samkvem med Vesteuropa, stod nu i livlig forbindelse med fremmede lande. Kjøbmænd fra Dublin, Waterford og Limerick seilede til Chester og l:3ristol, til mundingen af Loire, did Irlands handel havde gaat fra ældgammel tid, og til Garonne, ja kanske helt til Spanien. De kom til Island og til markedet paa Brennøerne; en og anden gjestede endog det ljerne Novgorod. Alt i det l0. aar- hundrede havde de sin uskrevne farmandslov, og faste regler og faste maalekar gjaldt i vinhandelen mellem dem og franskmændene. De bragte til Irland alle slågs varer, som landet ikke selv kunde skalfe; træler og trælkvinder - for de norrøne kjøbmænd var først og fremst slavehandlere -, de bragte „nordmænd, som ikke skjøn- ner irsk“, og „kvinder ført over det vide hav“, vakre hester fra fremmede lande, hvasse sverd, guldindvirkede mantler og silketøier, hvedemel og fremfor alt vin. Intet under, at det, da englænderne kom til Irland, blev sagt, at nordmændene havde faat lov til at
