DE NORRØNE RIGER I IRLAND 30I Patriks hellige by Armagh. Men han sparede munkenes skare, de syge og kirkerne; bare nogle faa huse brændte ved uagtsomhed. I 964 herjede vikingerne i Kildare; men Njaal, sønnesøn af Herjulv, en norrøn høvding, løskjøbte med sit eget gods alle presterne „for Guds 11aWi11s skyld“. Kongen i Dublin har fremdeles sin hird, som paa vesterlandske ridderes vis kjæmper tilhest og “i panser og plade. Og rundt om paa landet ligger krigere -- en slags tingmannalid, som Knut den mægtiges i England - for at holde de undertvungne irer i ave. Men ætlingen af den store Ivar og den vældige Turgeis øver ikke længer selv krigens yrke. Sigtrygg Silkeskjeg hverver og kjøber hjælpere til den store kamp mod kong Brian. Men selv bare ser han paa den oppe fra tinderne paa sit borgtaarn. Han styrer som en vesterlandsk fyrste, ikke som en vikingehøvding. Han præger mynter, de første i Irland. Hans Forbillede er kong A’ithelreds mynter. Af hans myntmestre er en del englændere; men en del synes at have været indfødte dublin- mænd. Paa en af mynterne læser vi de norrøne ord Sihtrie eunung I)y-fl (d. e. Sigtryggr kommgr I)yflirmar, „Sigtrygg konge i Dublin“). Rigt og festligt er livet i Dublin „med K0î1s 8íSî1Ysg8 mYP1Í- de festlige drikkehorn“ og hos kongen, hvis æt er „navnkundig i sange“. Der mødes irske barder og islandske skalder, mænd som Brians hofdigter Mac l.iag, som for sin ven Erard Mac Coisi, kong Maelsechnaills hirdskald, klager over, at deres ophold i Dublin har været for kort, eller Torgils 0rraskald fra Seljabrekke ved Borgar- fjorden, Olav l(vaarans hirdskald, og Gunnlaug 0rmstunge, som kvad for Sigtrygg Silkeskjeg. Rumunn hed en irsk digter, som havde gjort et kvad til ære for vikingerne i Dublin. Men disse vilde ikke give ham skaldeløn. Da gjorde han sit navngjetne vers: „0m“ nogen mig skaldeløn negter, saa gjerne for mig.“ Derefter gav mændene i Dublin ham paa norrøn vis selvdømme. .Og det var den dom, han fældte: „én penning af hver lavættet fremmed, to penninge af hver høiættet fremmed.“ Ingen havde dog lyst til at kaldes lavættet, og saa“gav de ham alle to penninge. Men vikingerne i Dublin vilde prøve, om Rumunn var en selvstændig skald; derfor bad de ham prise havet. Hornene havde længe gaat rundt, og Rumunn var drukken. Da kvad han: „Der raser en storm paa Lers mark“ (kjenning for havet). Denne fortælling er vel digtet; men den gir os
