DE NORRØNE RlGER I IRLAND 295 der uafhængige høvdinger. Dublinkongerne havde bare sig selv at stole paa i kampen med irerne. l Limerick ved Shannon reiste der sig henved 920 et andet vikingerige; som høvdinger nævnes i 920- aarene Baard og hans sønner; siden nævnes andre konger, som var i slegt med høvdinger paa Suderøerne. Styret af kraftige konger bredte riget i Limerick sin magt over store dele af det vestlige Irland og sigtede mod høikongedømmet over de fremmede i Erin,C indtil Dublins mænd i937 gjorde et tog til I.imerick og førte dets konge, Olav Skurvehoved, med sig som fange. -- De vilde sikre sig fred i Irland, før de drog til England for at kjæmpe ved Brunnanburh. -- Riget i Dublin blev ogsaa, synes det, smittet af al spliden og søndringen hos irerne. Konger dukker op, for- svinder og fordrives, ofte strides flere medlemmer af kongeætten om magten, og ved deres side staar selvraadige høvdinger. l de første aar, efterat Sigtrygg havde vundet Dublin tilbage, herjede vikingerne rundt om i Erin. Men nederlaget ved Brunnanburh virkede tilbage paa riget i Dublin, som efter den tid aldrig rigtig kom til kræfter igjen. lrerne vovede paany at gaa mod borgen ved Liffey. En af de gjæveste konger i Irland var Muirchertach med tilnavnet Læderkappen; han var søn af Niall Svartknæ og selv arving til Taras kongestol. Vinteren 94l-942 gjorde han med tusen udvalgte kjæmper paa sagnheltenes vis en færd rundt Irland, som længe blev mindet. Paa sin vei kom han ogsaa til Dublin og laa en nat udenfor borgen; ind i den kom han ikke. Dog fik han rige gaver og en høvding, „Sigtrygg med ædelstenene“, med som gissel. l et kvad, som hans hirdskald digtede om færden, heder detI: . „Dublin gjestede vi en nat, den fagre; fremmedfolket det kun lidet likte. I den sterke borg var en kvinde; Nialls søn var hendes sjæl og tanke, og trods nattens kuld og skarpe vinde ud af borg og vold hun vilde vanke. Nialls søn, kong Muirehertach, at rede fra de fyldte kimre skjænk og bøde skinker gode og finsigtet hvede og som mandebod guldstykker røde. 0st og kjød og anden herlig vare dermed huldt den skjønne os betænkte; hver en høvding i vor stolte skare gavmild hun en fat-vet mantel skjænkte.“ I Oversættelsen er efter professorJ. Steenstrup i hans hovedverk „Normannerne“.
