Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/297

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

282 GRØNLAND OG VINLAND FlNDES den røde hjort i mængde til, og endnu kan det hænde, at hvid- bjørn vover sig ned til kysterne af øen. Fra Markland seilede de længe sydover for at finde det land, som Leiv Eiriksson havde givet navnet Vinland, fordi han der havde fundet vilde druer. Først kom de til et nes; der fandt de kjølen af et skib og kaldte det l(jalarneS. Strandene (de har været paa østsiden af landet) kaldte de Furdustrandene, for det var en lang seilas langsmed dem. Her var ogsaa landet koldt og ugjest- mildt. Torhall Veidemand, som havde haabet, at de med en gang skulde komme til landet med vinranker og selvsaadde hvedeagre, var misnøid og kvad: l-løvdingen lovede, at have jeg Lad os did, hvor landsmænd skulde, om hid jeg kom, færdes, fare, men lad lifligste drik; men landet - sandhimlens kjender’ skjær-e lastet jeg og forkaster. skibets vei’ den brede, Her straks til stranden tvinges og forresten de flugtsky ’l’yrs mand’ bøtten at styre. bygge paa Furdustrand Jeg til kilden maa krybe; stridsmænd, som landet priser, vin kom ei paa min læbe. og paa stranden koge hval. Syd for Furdustrandene blev landet gjennemskaaret af viker. De lagde ind til en vik. Der sendte Karlsevne sine skotske løbere sydover for at undersøge landet. De kom tilbage efter tre dage og havde med sig en vindrueklase og et nysaadd hvedeaks. Siden lagde de ind til en ljord, som de kaldte Straumsljord, O var der vinteren over (lO03-l004). Der var ljeld, landet var fagert, O der var høit græs. Og der var mange ærfugl. Her levede de af jagt og fiske, samlede e paa øen og lik fat paa en hval, som var drevet iland. Om vaaren vilde Torhall Veidemand drage tilbage langsmed Furdustrandene for at finde Vinland, og han og en liden flok seilede nordover; men de blev drevet mod øSt, og efter hvad kjøbmænd har sagt, naadde de helt til lrland og blev gjort til træler der. De andre fulgte l(arlsevne sydover og kom til en elvemunding, som de kaldte l-lóp. Der fandt de selvsaadde hvedeagre; høiere oppe, hvor det var stengrund, voksede der vinranker. Her var veirliget mildt og godt. Om vinteren kom det ingen frost, og kvæget kunde gaa ude og føde sig selv. Nybyggerne levede her af jagt og fiske Som i Straumsfjord. Baade i elvene O i sjøen var det fuldt af l-isk, særlig nævnes kveite. Z l(rigeren. - ’ Sandhimlen, d. e. havet; sandhimlens kjender, d. e. skibet “ D. e. havet.