GRØNLAND 0G VlNLAND FlNDES 277 tog bolig inderst ved Eiriksfjorden paa Brattalid; ved fjorden sønden- for laa Gardar, som siden blev sæde for biskopen paa Grønland Vesterbygden laa længere nord (omkr. 64--65’’ n. br., det nuværende Godthaabs distrikt); folk maatte ro i seks dage for at komme fra den ene bygd til den anden. Vesterbygden er mindre kjendt end Øster- bygden, og dér var færre gaat-de. Længer nord, omkring Bjarnøy (Disko-øen), var de saakaldte Nordersetar; did seilede folk om som- meren for at fange hval og sæl og drive l‘iske. Den vestligste fangst- plads var ved Lancaster Sound, eller l(roksljord som de gamle kaldte det. lalt nævnes l90 gaarde og l2 kirker i Østerbygden og 90 gaarde og 4 kirker i Vesterbygden, og vi tør tro, at i den bedste tid har der bodd et par tusen mennesker af norrøn æt paa Grønland. Sagaeme fortæller at Eirik Raude gav landet navn og kaldte det Grønland og sagde, at det vilde give folk lyst til at fare did, at landet havde et godt navn. -- Alt dengang skjønte folk reklamens magt. -- .En skulde tro, at ls-land elle1;Jøkel-land havde været et rimeligere navn. Udenfor kysterne flyder isfjelde til langt ud paa aaret. Ind i landet skjærer der sig trange fjorde som i Norge eller paa lsland. Men landet er endda mere øde; smal er den strimmel, som aabner sig i fjordbunden til bygd for mennesker. Mange steder gaar fjeldet lige ned i sjøen, og bag bygden er der overalt vilde jøkler, is og sne. Sommeren er kort og kold, og det falder meget regn; vinteren begynder alt i oktober. Dog eier landet i den korte sommer sin skjønhed og ynde, selv for den som ikke har øie for havets og luftens vidunderlige farvetoner; især er bygden omkring Brattalid fager, med grønne enge og rigt blomsterflor, silje- og bjerke- kjær i de lune lier, saa en undrer sig alligevel ikke over, at Eirik Raude kaldte landet Grønland l Østerbygden især kunde kjør, gjeter og sauer vel trives baade nede i bygden og om sommeren, naar de blev drevet til sæters. Ellers levede folk af jagt og af fiske. l elvene og ude i sjøen vrimlede det af fisk, og overalt traf en sæl, hvalroS og smaahval. Det var fuldt op af ryper, vildænder og harer, og oppe paa vidden færdedes vildren i store flokker. Det, som landet selv ikke kunde frembringe, lik folk fra Norge; for“ det varede ikke længe, før norske farmænd fandt veien til Grønland, hvor de kjøbte hvalroshuder og -tænder, skindvarer og andet gods. Dog havde mængden af grønlændinger aldrig set brød. Landet var“ikke rent folketomt, da nordmændene kom did. Det fortælles, at landnaamsmændene fandt spor af menneskeboliger baade øst og vest i landet, levninger af skindbaade og stensager, saa de
