FÆRØERNE OG lSLAND KRISTNES 267 dybtliggende øine, det ulvgraa haar, det sterke had og den dybe kjærlighed til ætten, Olav Paa paa I-ljartarholt, stolt av sin mors irske kongebyrd, glad i farvede klæder, i pragt og 8taS, gjestfri og rundhaandet, en konge i det smaa, og hans søn, den -ridderlige Kjartan, hvis elskov og tragiske død, som den skildres i Laksdøla- saga, er en af perlerne i sagaskrivningen. - Paa kirkegaarden paa Borg ligger endnu en sten, indridset med sene middelalderlige runer; indskriften lyder: „l-Ier hviler helten Kjartan Olavsson.“ - Nævnes maa ogsaa den mægtige Snorre gode, Sturlungernes stamfar, middels- høi, smal i ansigtet, lys og med rødligt skjeg, han var stilfærdig i hverdagslivet, og folk kunde ikke se paa ham, enten han syntes vel eller ilde om en ting, han var forstandig og fremsynt i mange ting, uforsonlig og hevngjerrig, han gav sine venner gode raad, men hans uvenner syntes mere at kjende kulde af hans raad. Og tilslut den fredsæle Sidu-Hall, den vise og Iovkyndige Njaal og hans ven, den mandige og ridderlige Gunnar paa Lidarende. Rigdom og gode kaar, en arv fra vikingetogene og landnaamstiden, var endnu tiIhuse paa lsland. Olav Paa byggede paa Hjardarholt en skaale med prægtige udskjæringer og billeder af æsernes liv, og til gravølet efter sin far indbød han alle godordsmænd i landet -og mange andre bønder, nær tusen i tal. Høvdingerne eiede skibe, som de fór med i kjøbfærd paa fremmede lande, til Danmark, Eng- land, lrIand og Normandie. Digtningen bIomstrede og skaldene ud- viklede sin kunst til den høieste fuldkommenhed, islændingerne blev et folk af farende skalder, som vandt ære og gods hos Norges konger, i Sverige og Danmark. l de lange vinterkvelder i høvdingens hal og i de lyse sommernætter paa Altinget fortaltes sagn om fædrene, som først tog land paa lsland. om deres kamp og strid. Lidt efter lidt begyndte flere sagn at knyttes sammen, og smaa sagafortællinger, fortalt i eventyrets korte, dramatiske form, tog saa smaat til at danne sig. Lovverket blev fremmet. Den lovkyndighedens aand, som ved siden af sagaskrivningen er Islands største arv fra fortiden, udvikler sig mere og mere. Ættefeiderne hørte vel ikke op, men mange stridigheder begyndte at afgjøres ved rettergang paa tinge, hvor kløgt og Skarpsindighed - ofte endog spidsiindighed - gjorde udslaget. Forfatningen blev ændret og bedret. Island er kanske den eneste Stat i den tidlige middelalder, som har en ordentlig forfatning. Henved 965 blev øen delt i fjerdinger, og godordenes tal for alle tider fastsat til 39. For at lette rettergangen blev der oprettet fire tjerdingsdomme, som skulde være de øverste domstole i landet,
