NORGE. KRISTNES 263 Olav af, gjorde sig blid og lovede at komme til høstblotet paa Mære (999). Did kom han ombord paa „Ormen skamme“, som nys var bygget, og med 300 mand i sit følge. Det kom til kamp mellem kongens mænd og bønderne, og det endte med, at bønderne maatte give sig, efterat Jernskjegge, deres høvding, var dræbt. - Sagnet fortæller ogsaa, at Olav Tryggvason gik alene ind i gudehovet og brød ned torsbilledet der, ligesom Olav Haraldsson siden lod øde- lægge Dalegudbrands torsbillede, medens hans mænd slog Jern- skjegge ihjel. Men dette kan ikke være sandt; for ikke Tor, men Frøy var trøndernes hovedgud. - Efter kampen lod bønderne sig døbe og stillede gisler. Jernskjegges lig blev flyttet ud til Ørlandet og lagt i Skjeggehaugen, som endnu i førstningen af forrige aar- hundrede vistes syd for gaarden Austraat. Hans -gods blev ind- draget, og kongen skilte sig med hans datter. l disse aar blev ogsaa Haalogaland kristnet. Her som i Trønde- lagen maatte Olav ved siden af overtalelser bruge list og vold. Den mægtigste høvding i Haalogaland var Haarek paa Tjøtta, som ved slegtskab var knyttet baade til Ynglingernes og til Haaløygernes æt. Sigurd og Haarek hed, fortælles det, to haaløygske farmænd, som var kommet vestenfra England De kom til Olav. Kongen talte længe med dem og satte dem - paa skrømt - i lænker; men de rømte og kom til Haarek paa Tjøtta. Han tog vel mod dem, men de lønnede hans gjestevenskab med at lokke ham ud paa sit skib og føre ham ned til Nidaros. Der lod Haarek sig tilslut vinde ved Olavs løfter om gods og veitsler. - Sagaerne fortæller, at Olav for- melig kjøbslog med Haarek og bød ham først to, saa tre og tilslut fire fylker. - Siden skal Haarek have lokket sin ven ØyVind Kinn- riVa ned til Olav. Kongen søgte ogsaa at vinde ham; men han vilde ikke falde fra asatroen og lod sig pine tildøde. Saa drog Olav med en hær nordover for at kristne haaløygerne. Tore Hjort kjæmpede mod ham, men flygtede til lands og blev dræbt. Siden bød kongen haaløygerne troen og lik udrettet meget til vinding og vekst for Guds kristendom, fortæller hans leVnetsskildrer Odd munk. Saaledes var hele Norge vundet for kristendommen, fra finnernes boliger og syd til Gautelven. Vi kan i de store træk gjøre os et billede af den norske kirke i denne første tid. Det er en kampkirke, væbnet med alle aandelige og verdslige vaaben for at bryde menneskene til troen. Kirken er endnu i sin vorden. Derfor har den ingen fast organiSation. Biskopen er viet til missionsbiskop. Men fordi omvendelsesverket foregaar
