NORGE KRlSTN ES 259 indledet underhandlinger med den gjæveste og Største ætgren paa Vestlandet, nemlig Horda-Kaares æt, som talte herser og hovgoder paa Jæderen, paa Stord og i Nordhordland. Olav Tryggvason vandt dem ved løfter om gaver, store veitsler og giftermaal. Aftalen blev, at Erling Skjalgsson paa Sole skulde egte Olavs halvsøster Aastrid. Olav bød ham siden, da bryllupet stod, jarlsnavn, men Erling vilde ikke; for, sagde han, „mine frænder har været herser, og jeg vil ikke have høiere navn end de“. Kongen gav da, fortælles det, sin maag Erling hele landet fra Sogneljorden og syd til Lindesnes paa samme vilkaar, som Harald Haarfagre havde givet sine sønner. Tinget paa Moster maa have været holdt paa forsommeren 996. Derefter holdt Olav i juli maaned et ting paa Dragseid ved Stad. Der mødte folk fra Sogn, Fjordene, Søndmør og Romsdal. Kongen kom med stor styrke og bød bønderne to vilkaar, at tage ved kristen- dommen og lade sig døbe eller at kjæmpe mod ham. Da bønderne ikke var mandsterke nok til at vove en kamp, valgte de at lade sig døbe. Saaledes var hele Vestlandet kristnet. Efter tingene paa Moster og Dragseid var det rimeligvis, at Olav Tryggvason stevnede alle de gjæveste mænd paa Vestlandet til at møde paa (3ulating. Der mødte bl. a. Horda-Kaares æt og støttede Olavs sag; der blev kristen- dommen vedtaget ved lov og der blev givet nye love og kristen- domsbud, som skulde gjælde for hele Gulatingslagen. Det merkeligste af de ting, Olav holdt paa Vestlandet, er vel det, som blev holdt paa Dragseid indenfor Stad. Dragseid nævnes aldrig som gammelt tingsted og var det vist heller ikke. Naar Olav stevnede bønderne til at møde sig der, saa var det for at tale til dem om Guds underfulde styrelse og melde dem det glade budskab, at Norges jord gjemte ben af hellige mænd og kvinder. Paa øerne ud imod havet paa Vestlandet ligger -der mange huler, hvor folk i svundne tider bodde og havde tilhold. Endnu findes der i flere af dem ben af dyr og mennesker. Og mange steder kan natur- forholdene gjøre, at benene er meget godt bevaret. I denne bryd- nings- og gjæringstid maatte et sligt fund af menneskeben uvilkaarlig sætte fantasien i sving: Mon det ikke skulde være ben af kristne, som havde søgt ly inde i hulen? Slig opstod vel legenden om Seljemændene. Lige syd for Stadland, i en vild og bjergfuld egn, ligger en liden ø med store huler inde i fjeldet, det er Selja. Lidt længere syd ligger I(inn, som kjendes langt borte fra ved I(innekloven, en trang
