258 NORGE KRISTNES ogsaa, at Olav Tryggvason kom til Ringerike og bl. a. omvendte Sigurd Syr, hans hustru Aasta og hendes søn Olav Haraldsson. Men det er tvilsomt, om dette er sandt. Det kom da saa vidt, at over hele det rige, som hans far kong Tryggve før havde styret, og ligesaa det, som hans frænde Harald (3renske havde havt, gik alt folket under kristendommen, som Olav bød; og den sommer og vin- teren efter blev folket i hele Viken fuldstændig kristnet. Fra Viken drog Olav til Vestlandet. Sagnet fortæller vel, at Olav alt da han kom til Norge, lagde ind til Moster og kaldte bønderne til ting og bød dem kristendommen. Men var dette saa, kunde hans komme til Trøndelagen umulig have kommet saa overraskende paa Haakon jarl, at han maatte flygte over hals og hoved. Vi maa tro, at Olavs kristendomsforkyndelse paa Vestlandet var et led i hans færd rundt om i Norge for at byde kristendommen. Paa færder i Vesterlandene havde mange vestlændinger lært kristendommen at kjende og var blevet døbt eller primsignet, saa heller ikke her mødte kristendomsbudet sterk modstand. Det er rimeligt, at Olav, som Snorre fortæller, paa sin færd vestover fra Viken holdt ting paa Agder og indførte kristendommen der. Det, som legenden husker, er dog først og fremst tinget paa Mosterø paa sydøstsiden af Bøm- meløen. Her stod et af hovedhovene paa Vestlandet, hvor fra gam- mel tid folk fra Hordaland og Rogaland mødtes. Hid har da Olav stevnet horder og ryger til ting. Store modsætninger og vigtige interesser mødtes her. Derfor levede mindet om dette ting længe. Legenden fortalte, at den hellige Martin natten før tingdagen kom til Olav og lovede ham sin hjælp, mod at Olav afskaffede de hedenske drikkegilder og isteden lod tømme bægere til ære for Gud og hans hellige mænd. Paa tinget stod Olav op paa en høi sten, saa han kunde sees af hele almuen, og talte med kraft og mange fagre ord og bad bønderne afkaste den hedenske tro. Bønderne havde valgt de tre maalsniIdeste mænd til at tale mod kongen. De reiste sig stoltelig, den ene efter den anden; men den første fik slig hoste, at han maatte sætte sig igjen; den anden tog til at stamme, saa folk ikke kunde bare Sig for at le, og den tredje var saa hæs, at ingen kunde høre ham. Saa faldt bønderne tilfode og lod sig døbe. Olav byggede siden en kirke paa Moster og satte Tangbrand til at døbe almuen i hele tinglaget; dette var den første daabskirke nord for Lindesnes; derfor stod der ogsaa anseelse af den, og tinget paa Moster blev i legenden til det første, som Olav holdt i Norge. Forud for tinget paa Moster har da Olav Tryggvason rimeligvis alt
