’ NoRcB 1(R1sTNBs 23V i straalende farver paradisets herlighed og søgte at skræmme med helvedes pinsler,som dog nordmændene med sine uklare forestillinger om synd og skyld visst ikke har havt let ved at skjønne. Ordet „helvede“ (som betyder „straffedom i den anden verden“ og er et fællesgermansk missionsord) kom ind i sproget ved denne tid; det findes første gang hos Hallfrød Vandrædaskald. Halvt hedensk, som Hallfrød var, har han alligevel digtet følgende vers: „Ieg skulde nu straks sorgløs dø, om jeg vidste min sjæl frelst; som ung var jeg hvas i tungen; jeg ved, at jeg ikke er ræd for noget - hver mand skal dø -, undtagen helvede ræddes jeg for.“ Presterne var det ogsaa, som fortalte om, hvordan Gud og hans hellige mænd hjalp kong Olav, og hvordan Norges jord gjemte ben af hellige mænd og kvinder. Og folk lod sig vinde; ved de fagre ord, som de skjønte lidet af, ved messen og kirkesangen, ved at kjende duften af røgelse og se presterne i fuldt skrud, i guldvæv og purpurI. Naar saa folket var døbt og omvendt, søgte kongen at udrydde alle ydre spor af hedenskabet. Han byggede kirker og brød ned gudehovene, saa der ingen ydre spor blev igjen af heden- skabet. „Horgbryderen“ og „den mod helligdommene grumme konge“ kalder Hallfrød ham i en draapa, han digtede i 996. De, som blotede æserne, blev straffet. Efterat Olav havde fæstnet sin magt i Trøndelagen, tog han fat paa sit kristendomsverk. Han begyndte øst i Viken. For dér laa det rige, hans far havde havt, og der havde han vel sin bedste støtte; desuden kjendte folk i Viken bedre end andetsteds i landet til kristendommen, og mange var alt døbt. Først sammenkaldte han sin egen slegt og lik løfte om hjælp fra den. Saa underhandlede han med høvdingerne. To af de mægtigste mænd øst i Viken var brødrede Hyrning og Torgeir. De lovede Olav sin hjælp, mod at han gav dem sine halvsøstre 1ngerid og 1ngegerd til egte og store veitsler og magt. Derefter stevnede Olav bønderne til ting, og kristen- dommen blev vedtaget øst i Viken, i Ranrike. Efter de1te, siger sagaen, fór kongen om i den nordlige del af Viken (i Vingulmark og paa Vestfold) og bød alle mænd at tage imod kristendommen; men dem, som talte imod, revsede han haardt. nogen dræbte han, nogen lod han lemlæste, nogen drev han bort fra landet. Sagaerne fortæller I At presternes skrud har virket paa folket, kan vi forstaa deraI’, at nogle huler paa lsland, som er knyttet til legenden om den ældste missionsvirl(somhed paa øen, endnu kaldes Skruðabyrgi. l7 - Norges Historie l, 2.
