256 NORGE KRISTNES Olav Tryggvasøns omvendelsesverk vidner om en kraftig og ubøielig vilje og en aldrig svigtende arbeidskraft. Uden at unde sig rist eller ro farer han fra den ene landsende til den anden, holder ting, overtaler og truer; hans tanker naar til alle bygder, hvor nordmænd bygger, han kalder høvdingerne til sig og sender trosbud over havet til de fjer- neste egne. Og midt under dette faar han tid til at bygge skibe, præge mynter, grunde Nidaros og underhandle med fremmede fyrster, planlægge forbund og ruste til krigsfærd. Hans omvendelsesverk er vikingehøvdingens. Han drager frem med sverd ved lænd og en hær i sit følge; han gaar til krig for den hvide I(rist mod de blodige æser. Dog bærer hans færd en større, klogere og mere vidtskuende per- sonligheds stempel end Olav HaraIdssons.“ Han kjendte menneskene og deres svagheder og forstod at vinde dem for sig og ikke at støde dem tilbage. Overalt hvor han farer frem med sit kristendomsbud, vender han sig først til høvdingerne, lover dem gods og guld, store forleninger og gode giftermaal og vinder dem ved slige overtalelser lettere for kristendommen, end den anden Olav vandt dem for sig ved at bruge vold og trusler. Men hærmænd følger ham paa hans vei og gir hans ord vegt. Naar overtalelser ikke nytter, bruger han vold, han „bryder folk til kristendommen“ og gir den enkelte valget mellem at lade sig døbe eller lide de grueligste pinsler og den haardeste død. Vel er det meste af det, som sagaerne fortæller om, hvordan Olav pinte de gjenstridige, digt og eventyr. Men noget sandt er der visst i sagaens ord om, at Olav Tryggvason var den grummeste af mænd, naar han blev vred, og- at han pinte sine uvenner meget, somme brændte han i ild, somme lod han rive sønder af olme hunde, somme lod han lemlæste eller kaste udfor høie berg. Det fortælles saaledes om en iSlænding, som Olav lod rive ihjel af sin hund Vige. Olav Tryggvason vedblev jo altid at være vikingen, vild af sind, overtroisk og glad i kvinder.-Naar høvdingerne var vundet, stevnede kongen bønderne til ting. Der kom han, fulgt af hele sin hær, og traadte selv op, forkyndte kristendommens sag og bød bønderne at lade sig døbe. Han var ifølge sagaernes samstemmige vidnesbyrd ordsnild og veltalende; hans tale var, tør vi tro, fyndig og kraftig Hvis bønderne negtede at lade sig døbe, truede kongen dem og gav dem valget mellem at omvende sig eller at kjæmpe med ham. Bøn- derne havde sjelden styrke nok til at vove en kamp; saa maatte de vælge det andet Vilkaar og kristendommen blev vedtaget ved lov. Naar slige masseomvendelser havde fundet sted, var det vel, at presternes egentlige arbeide begyndte. De prækede og udmalede
