NORGE KRlSTNES 255 med elven og med et fremmed, fra engelsk laant ord blev kaldt „Stræte“, og lod anlægge brygger, hvor skibene kunde lægge til. Desuden valgte han grund til en kongsgaard, hvor han selv kunde “bo, og lod reise en kirke. Oppe ved elven laa Skipakrok, hvor der blev bygget skibsnauster. Nidaros skulde i Olavs tanke være baade hovedstad. krigshavn og hovedsæde for den nye kirke. Ogsaa handelsplads skulde her være. Den nye by blev vistnok udstyret med markedsrettigheder, som kunde lokke kjøbmænd til. - Den kaldtes vanlig „kaupangen i Trondheim“. - Grun(llæggelsen af Nidaros var en stor og en ny tanke, og i én retning kom den endog til at over- træffe sin stifters dristigste forventninger. Ligesom Haakon den gode og Olav Haraldsson var ogsaa Olav Tryggvason lovgiver. Sigvat holder i sine „Fritaleviser“ disse konger op som et ’lysende Forbillede for den unge Magnus, som vilde bryde lovene, og siger: „l-laralds trofaste arving og Tryggves søn lod holde de gode love, som landet i gave fik af begge.“ Ellers ved vi dog intet om Olav Tryggvasons verdslige lovgivning. Hele denne side af Olav Tryggvasons kongegjerning blev snart glemt for det ene og store, at Olav Tryggvason, da han faldt ved Svolder, som sagaerne siger, havde kristnet fem lande, Norge, Færøerne, lsland, Grønland og Orknøerne. Dette var først og fremst Olavs eget verk. Vel havde han, da han kom til Norge, med sig flere prester fra England. Men mindet om disse mænd blev overskygget af Olavs egen mægtige skikkelse. De var bare hjælpere og forsvandt med sin herre. Mellem dem maa først og fremst nævnes Sigurd - eller Johannes, som hans kristne navn lød -; han var rimeligvis fra Nordengland og af norrøn æt, saa han vel kunde skjønne nord- mænds maal. Sigurd var, før han drog fra England, viet til biskop for at omvende hedningerne og blev kong Olavs vigtigste støtte og raadgiver. Eftertiden kaldte ham „den mægtige“ og mindedes ham som en lærd og fredsæl mand, som ikke sjelden magtede at tæmme kongens vilde sind. Presten Tangbrand (eller Dankbrand) skal have været en grevesøn fra Saksland, som efter et drab flygtede til Olav Tryggvason i England. Endelig nævner sagaerne en prest ved navn Tormod; navnet tyder paa, at han var en norrøn mand fra England. Men vi ved ikke andet om ham, end at han kom til Island i aar l00O og læste en messe paa Altinget. De gamle er enige om, at Olav Tryggvason selv var den drivende kraft i omvendelses- verket, at det var „ved kongens iver og ihærdighed at nordmændene afsvor hedenskabet .og modtog den kristne tros sakramenter“.
