26o NoRc-B 1(msTNBs Kl1“l1’l. Efter tegnlng af C. Berner. spalte paa vestsiden af øen. Ogsaa paa Kinn er der huler; lev- ningerne af en mur vidner om, at folk har havt tilhold i hulen og forskanset sig der; endnu findes der dyreben i sandet. Det for- tælles, at to kjøbmænd vaaren 996 seilede forbi Selja; da fik de se en skinnende lyssøile, som steg op fra stranden. Da de kom nærmere, saa de, at lyset kom fra et menneskehoved, og ud fra dette Strøm- mede der en sød vellugt. I Trøndelagen mødte kjøbmændene kong Olav og blev døbt. Siden fortalte de om det underlige lys, de havde set. Kongen og biskop Sigurd drog da sammen med dem ned til Selja. Der fandt de en hule, hvis indgang var dækket med Stene. Inde i hulen fandt de ben af mennesker, deriblandt et uskadt kvindelig. Kong Olav og biskop Sigurd lod hulen indvie til kirke og bisatte med stor høitidelighed de menneskeben, som var fundet. Dette fandt sted paa Seljemændenes dag, 8. juli, og rime- ligvis alt i 996. Siden blev ogsaa de ben, som var fundet paa Kinn, indviet med lignende høitidelighed. Intet under at Olav Tryggvason stevnede bønderne til ting paa Dragseid. Der kunde han fortælle om de helliges ben, som nylig var fundet. Og bønderne, som havde faat syn for sagn, lod sig villig døbe. Legenden om Seljemændene er digtet af en englænder, rimeligvis af biskop Sigurd selv, over engelske og vesterlandske legendemotiver. l det l2. aarhundrede blev den fortalt paa følgende vis: Paa keiser Otto I’s tid levede der i Irland en from konge- datter med det engelske navn Sunniva. Hun skulde giftes med en
