236 V1l(lNGETIDENS NYE KULTUR “Denne gud, som er mægtigere end alle guder og æser, var begyndt at vinde magt længe før det store „sedskifte“, som vore forfædre kaldte kristendommens indførelse. a “ Vi har hørt om mænd, som bare trodde paa sin egen kraft og styrke, og om andre -- som Harald Haarfagre -, som bare trodde paa den gud, som havde skabt solen og himmelen og som raadede for alt. Fredløs og forfulgt drømte (henved 950) Gisle Sursson paa Island om lykkeligere tider, da menneskene, som hans gode drømme- kone siger, skulde aflægge fordums sed og al anden blot, galdrer og troldom og gjøre vel mod halte og blinde. Paa en helle, som har ligget inde i en hedensk grav paa gaarden Helleland ved Egersund, læser vi en indskrift med runer: „Længe skal sjælene leve.“ Vikingetidens livssyn, som vi finder det i Eddakvadene, er en udpræget skjæbnetro, det skjelner ikke som kristendommen mellem synd og uskyld, men det skjønnetff at fra hver løgn og hver ond handling „leder der lange grener“. Det er en tro, som har formet sigikkei fredens gyldne aar, men i kampens haarde tider, i bygder hvor skodden ruger regntung, og hvor sneen ligger dyb. Derfor eier den lidet af hellener-troens solvarme jubel eller af kristendommens glade forjættelse. Menneskenes liv, deres sorger og glæder ligger i skjæbnens haand; ingen magter at bryde de traade, som nornerne har spundet, „de, som skjæbne lagde og liv valgte for menneskenes sønner“. Ved mandens fødsel kommer nornerne og spinder hans livs traad. Saa vokser han op, kjæmper og strider - og falder, naar skjæbnen vil det. „Indtil den ene dag var min alder maalt til og livets længde lagt“, er en tanke, som stadig kommer igjeni eddadigte og skaldekvad. Men skjæbnetroen knækker ikke mandens livsmod og bøier ikke hans nakke. Tvertimod, den gjør, at hans hoved kneiser des rankere, stolt over at kjæmpe og være mand lige til det sidste paa trods af skjæbnen og de høie guder. Intet sted faar dette syn paa livet et mere gribende udtryk end i Hamdes ord, da han og hans bror Sorle tilslut bukker under for goternes overmagt, efterat de har hevnet sin søster Svanhild: „Vel har vi kjæmpet, Godt navn har vi vundet, vi staar paa goters val skal vi end dø nu eller imorgen. over eggtrætte mænd’ En lever ei nat som ørner paa kvist. efter nornernes dom.“ Vi møder den samme mandige trods mod skjæbnen i Egil Skallagrimssons „Sønnetabet“. I dybtfølte ord klager skalden over Y D. e. mænd, som er saaret af sverdenes egg.
