Vll(lNGETlDENS NYB KULTUR 233 Digtningens gang kan her bare gjengives i korte drag. Vølven skuer ud over verden fra tidernes morgen af: „Da var ei sand eller sjø eller svale bølger; jord var ikke, ei himmel over; Ginnunga-gap var, men græs ingensteds, indtil landene Burs sønner løftede, de som Midgard den mære skabte. Sol skinnede sydfra paa salens stene; da blev jorden grodd med grønne urter.“ Saa kommer guderne, de høihellige magter;. de gir solen, maanen og stjernerne, som ikke vidste, hvor de havde stader, deres faste baner. De inddeler og sætter grænser for tiden, gir navn til nat, morgen, middag og aften og tæller i aar; de skaber dvergene i jorden og tilslut af to trær mand og kvinde, menneskers æt. Menneskene føler, at der bag naturen ligger Skabende og styrende magter. - I førstningen er livet lykke og uskyld. Guderne mødes glade paa Idavolden (forklaret som omtydning af Edens have); men saa kommer de tre skjæbnegudindd, nornerne Urd, Verdande og Skuld, Som lægger guders og menneskers skjæbne og sætter alder for menneskenes liv. Det første folkedrab kommer, luften blandes med edder; eder og ord og høihellige løfter brydes. Uskyldstiden er tilende. Den rene Balder gaar ved de ondes rænker i døden. Æserne synker ned fra sit høie stade, guder og mennesker stunder mod Ragnarok. Tegn paa himmel og jord varsler verdens under- gang. 0ndskab og fordærvelse tager overhaand. Ganske som i irske digterverker (og visselig under paavirkning fra dem) skildres den onde tid før dagenes ende: „Brødre skal kjæmpe og volde hverandres bane, søskende skal slegtskabet øde, haard er verden, hordom stor, økstid, sverdtid, kløvne skjolde, vindtid, vargtid, før verden synker; ingen mand vil andre Skaane.“ Saa følger i mæg- tige billeder verdens undergang: Domsbasunen lyder, Heimdal blæser i Gjallarhornet; uhyrerne fra underverdenen slipper løs, solen og Stjernerne styrter ned, jorden brænder op, - her som overalt ældgamle norrøne og fællesgermanske forestillinger om verdens undergang, som har faat plastisk udformning og kristen farvning. Saa kommer gjenfødelsen: „0p ser jeg komme for anden gang jord af havet grøn igjen, fosser falder, ørnen flyver, som paa fjeldet fiske veider.“ Æserne mødes atter paa Idavolden, en ny og lykkeligere menneskeæt vokser op. „Da kommer den mægtige til den store dom, den kraftige fra oven, han som styrer alt.“ Her slutter digtet, idet det varsler den gud, om hvem det heder i den saakaldte „lille Vøluspaa“ i „l-lyndluljod“: „Da kommer en anden end mægtigere, dog tør jeg ikke ham at nævne, faa ser nu længer frem end til, at Odin skal ulven møde (d. e. Ragnarok).“
