234 VlKINGETlDENS NYE KULTUR og skuer ned paa guder og mennesker. Alene og enøiet vandrer han om mellem menneskene, fuld af rænker som en gammel vikingehøvding og bringer død og ulykke selv til sine bedste venner for til Valhal at samle kjæmper til den sidste kamp i Ragnarok. Menneskene skjønner ikke altid hans veie og synes ofte, han er ond og grusom. Dag siger til sin søster Sigrun, hvis elskede, I-lelge, han har dræbt: „Ene Odin al ulykken volder, thi mellem frænder han feideruner bar.“ Men samtidig vokser Odin aandelig. Han ofrer sig selv paa Yggdrasils ask ligesom Kristus paa korset, dog ikke for menneskenes skyld, men for at vinde visdom og rune- kundskab og som den herligste gave til menneskene har han op fra under-verdenen bragt Suttungs mjød. skaldedrikken. lÍ5fterhvert som hedenskabet mere og mere helder mod engudstroen, blir ogsaa Odin større og mægtigere; han kaldes „menneskenes fader“ (Aldafǫðr) og „Alfader“ (Affǫðr). Ogsaa med andre af guderne ser vi den samme omformning. Balder, fra først af den gudebaarne helt, som bare kunde fældes ved et eneste middel, det hans fiender lik opspurt, blir den fagreste og reneste blandt æserne og mister livet ved andres ondskab; hele naturen græder for at faa ham tilbage. Bare Loke sidder med „tørre taarer“ i hulen og lader f-lel beholde sit bytte. Loke er janus- skikkelsen mellem guderne. I tidernes morgen har han blandet blod med Odin, og selv er han en ældgammel germansk guddom. Men ogsaa han skifter i vikingetiden ham, han laaner træk fra djævelen og volder Balders bane, men tilslut blir han fanget og ligger ligesom Satan bundet i hulen med edderdryppende ormer over sit hoved. Vi eier fra vikingetiden en mængde dybsindige myter; grund- tanken i de fleste af dem er, som en nyere forsker (Axel Olrik) har sagt, kampen mellem de herjende og de opretholdende magter, denne kamp, som vi ogsaa møder hos andre ariske folk, hos kelter, grækere og perser. Naar digterne søger at se tilværelsen i et helhedsbillede, da ser de ikke myterne i historisk rækkefølge, de ser et sanseligt billede i YggdrasilS ask, som gnaves af Ormen og vandes af nornerne. En digter alene, den Største af dem alle, har naadd op til de høider. hvorfra en ser ud over guders og menneskers verden; det er digteren af „Vøluspaa“ (d. e. vølvens Spaadom). Vi kjender ikke hans navn og ved ikke, hvor hans vugge stod. Vi ved bare, at han har været af norrøn æt, at han har lyttet til hjemmets fortællinger om guder og æser og til Vestens sange om Guds skabelse og om verdens undergang og gjenreisning.
