f VlKlNGETlDENS NYE KULTUR 233 signa („gjøre korsets tegn“, i oldnorsk ogsaa „vie til guderne“). l(ristne skikke begyndte at vinde indpas, saaledes at overøse det nyfødte barn med vand samtidig med, at det fik navn, eller at lægge den døde i kiste med en brændende kjerte ved sin side. l(orset fandt vei til hedenske runestene og krucilikser og smaa kors, som brugtes som amuletter, fandt vei til graver fra vikingetidens senere del. Kjøbmænd og andre, som færdedes meget imellem kristne, begyndte at lade sig primsigne (det vil sige at lade sig merke med korsets tegn og saaledes blive optaget mellem dem, som forberedte sig til daaben); thi de, som var primsignet havde samkvem baade med kristne og hedninger, men havde den tro, som de selv vilde, heder det. Der fandtes vel ingen tænkende nordmand i det l0. aar- hundrede, som ikke paa en eller anden “ -’ vis havde modtaget indtryk fra kristen- K1-uCifik8 af selv fra H0rr. dommen. Hjemligt og fremmed blandes, og saaledes opstaar vikingetidens livssyn, som vi finder det udtrykt i eddadigte og skaldekvad. Det er ikke troende hedensk, det er heller ikke kristent, det har som Yggdrasils ask sine rødder i mange verdener; men netop derfor løfter det sin krone høit som det merke- ligste udtryk for nordmænds aandelige liv i gammel tid. Guderne er ikke længer som i folkenes barndom de vældige naturmagter, som fylder menneskene med gru og rædsel. Men- neskene rykker dem ned mod sin egen verden og digter dem om i sit billede med menneskelige feil og menneskelige lidenskaber. „Lokasenna“, hvor l.oke ubuden kommer til Æges gjestebud og haaner hele gudernes og gudindernes flok, virker som en græsk satire over gudeverdenen. Odin blir lidt efter lidt midtpunktet i vikingetroen. I folkets brede lag havde hans dyrkelse ikke fæstet rigtig rod; dér var Frøy og især Tor de guder, som mest dyrkedes. Odin var høvdingernes og de tænkende menneskers, l5ddakvadenes gud. I løbet af jern- alderen havde hans dyrkelse bredt sig sydfra. Han var ikke længer den germanske vindgud (Wotan). Som krigens kloge gud var han (alt før den egentlige vikingetids begyndelse) blevet til Valhals og einherjernes herre, guders og menneskers konge. I ham faar saa at sige hele vikingetidens livsSyn kjød og blod. I ensom storhed, vis, men sjelden glad, troner han i Lidskjalv l5b - Norges Historie l. 2. P. Nå
- - S -l “‘
B W “ J .’‘ ɔ . .:c t
- “ = .--- - Þ---av-W 1-
- -. ɔ- .--Þ C. §-aa . ( .- ; W g -§P. .. c L-’ V“’I“MJY‘ .[ Z E eg :c“ l“ „- i i C J æ(ICl’efi. Bergens museum.
