VIKlNGETlDENS NYE KULTUR 237 sin Søns død, over at hans æt stunder mod enden, at ingen længer staar ved hans side, og at han ingen linder, som han kan lide paa. Odin har brudt sit venskab med ham. Og dog ender digtet: „VaIg er ei godt mellem Vilkaar onde; Nares frænkeî paa nes Stander; dog skal jeg glad og med god vilje og freidig i hug paa I-lel bie.“ Det eneste, som er værd at stræbe efter, er navnkundighed og et godt eftermæIe. Som det heder i „l-laavamaal“: Fæ dør, Fæ dør, frænder dør, frænder dør, selv dør du paa samme vis. selv dør du paa samme vis. Men ærens ry litt ved jeg, aldrig dør som aldrig dør, for den, som god navnkundighed naar. dommen over hver død. Døden eier ingen fortrøstning som for den kristne. „Halt rider hest, haandløs driver hjord, døv kjæmper og duger, blind er bedre end brændt at være, død mand til intet duger,“ siger „l-laavamaal“s digter. ForskjeIletr mellem det straalende Valhal og det mørke og kolde l-lel var i virkeligheden ikke stor. I Øyvind Skaldaspillers mindekvad over Haakon den gode hører kongen paa valkyrjernes tale, som vier kjæmperne til Odin: „l-lvorfor skifter du saa kampen, Skogul? Vi var dog værd godt fra guderne?“ Skogul svarer, at han skal ride -med dem- til gudernes grønne hjem. Men dog heder det: „Den hær var ikke i hugen gIad, som skulde til Valhal sig kjæmpe.“ Først med kristendommen kommer forestillingen om opholdet i Hels kolde hjem som en straffedom. Ordet „helvede“ (oldnorsk helviti, d. e. „straf i den anden verden“, af I-lel og viti, ;,straf“) er kommet til Norge med tyske missionærer og findes første gang hos Hallfrød Vandrædaskald. Det, som gav fortrøstning. til den tids mennesker, var ætten, som binder fortid til nutid og fremtid og lader manden leve ud over sit eget liv. - Vikingetidens navneskik var at opkalde barnet efter afdød frænde, hvis egenskaber de trodde gik i arv paa barnet. - Naar en far maa lægge sin søn i haug, da føltes det, som Egil siger i „Sønnetabet“: „Thi min æt nu mod enden stunder som skog-stammer stormslagne; karsk er ei den mand, som kjære fræn- ders ben fra huset bærer til graven.“ Det er, som „l-laavamaal“ siger: „Søn er bedre, skjønt sent født efter bortgangen gubbe. Bautastene staar ei ved veien nær, om ei dem reiser frænde efter frænde.“ ’ D. e. l-lel, som venter paa Egil ude paa Digranes ved hans far Skallagrims og hans søn Bodvars gravhauger.
