VlKlNGETlDENS NYE KULTUR 2I9 raade for guld alt til sin sidste dag,“ siger selv en helt som Sigurd Fafnesbane. Guldet gjorde menneskene onde og havesyge; det stiftede uvenskab bror og bror og far og søn imellem, som mellem Skallagrim og Egil Da Egil selv blev gammel, tænkte han paa at bringe sine to kister med sølv til Lovberget, naar det var som folksomst. og at saa det ud paa tingpladsen; han frydede sig paa forhaand ved tanken paa, at hele tingalmuen tilslut vilde komme op at slaaS. Vikingetiden var en tid for de store og mægtige, for mænd af gammel æt eller med styrke og klogskab ud over menneskers van- lige maal, for alle dem, som hørte til „overmændene“. Men paa de svage og kraftløse saa den ned, paa oldingen og paa trælen. „Rigsthula“ skildrer samfundslagene i vikingetiden. Den nyfødte jarl er typen paa den lyse, langskallede germaner, som er født til at herske: „blegt var hans haar, skjær kindens lød, øinene hvasse som ormungens“. Han lærer at bøie bue og vinde streng, at ride hester og lade hunde jage, at svømme og svinge sverd. Fra ham stam- mer høvdings æt, som ved sverd vinder land og rige. Trælen er af en anden æt, mørk og uarisk. Han og hans kvinde kaldes olde- far og oldemor, kanske fordi hans æt fra de aller ældste tider har bodd i bygden, er urindvaanere, medens jarls æt er fremmede erobrere. Trælens hud er mørk, hans haar svart; „han havde paa hænderne skrumpet hud, bøiede knoker, digre lingre,i fult ansigt, ludende ryg, lange hæler“. Til ham kommer den langbente trælkvinde traskende tilgaards, med brukket næseskaft, ar paa fodfladerne og armen sol- brændt. Deres sønner heder Skrighals og Fjøskar, l(lubbe og l(legge, Løsunge, Dovenkrop, Træstok, Tyksak, Mørkebrun, l.udryg, l.æggende. Døtrene heder Gruenæse, Tykleg, Skravl, Fillekjole, Traneben. Trælens æt „lagde gaarde, gjødslede agre, vogtede sVin, gjætede gjeter, grov torv.“ Ved siden af vikingen, hvem livets haarde skole har lært intet hensyn at tage, regner dog sagaer og runeindskrifter for os en anden type, lovlydige mænd, som hænger fast ved fædrenes sed, som sidder hjemme paa gaarden, bryder nyt land og lægger veie. Af stald- brødrene Hjorleiv og Ingolv, de to første landnaamsmænd paa Island, er Hjorleiv den vilde viking, som bare tror paa Sin egen kraft og styrke, og som spænder sine træler foran plogen; ham gaar det galt, men Ingolv, den fredsæle og troende asadyrker, øger ætten og lever videre i menneskenes minde. Og saa maa vi heller ikke glemme, at de samme mænd, som krævede personlighedenS hensynsløSe ud- foldelSe, saa mandens høieste styrke i hans evne til frivillig at kunne
