216 GUNHlLDSSØNNERNE hovedet er af mig.“ Hovedet blev hugget af ham, og søljen faldt ud af hans haand. Der sad en vakker ung mand med silkegult haar; han svøbte haaret rundt sit hoved, rakte halsen frem og sagde: „Lad ikke blod komme i haaretl“ En af Haakons hird- mænd viklede da haaret om sine hænder. Men da hugget faldt, ryk- kede vikingen saa fast til, at øksen faldt ned paa begge hirdmandens hænder og tog dem af. Eirik jarl lod den unge mand faa grid; det var Bue Digres søn“Svein.- Torkel Leira sagde da, at om end alle andre mænd skulde faa grid, saa skulde dog ikke Vagn Aakeson blive ilive, og løb frem mod Vagn med løftet øks. Men vikinge11 Skarde lod sig falde ned i tauget ved Torkels fødder, saa denne faldt over ham. Vagn greb da øksen og hug Torkel banehug- Siden gav Eirik jarl ham grid, og Vagn fulgte med Eirik og blev gift med Torkel Leiras datter. Da var l8 af Vagns mænd dræbt. og l2 lik grid. Efter seieren over jomsvikingerne var Haakon jarl uden mod- sigelse fra nogen Norges herre og hans stilling fuldt ud kongelig, om end hans magt fremdeles bare strakte sig over det norden- fjeldske og Vestlandet og ikke gik længer end til „Egdernes bo- liger“. „Hordernes hersker, Dovres drot“ kalder skalden ham, Hølges æt havde nu, maatte det synes, for al fremtid fortrængt Yngvefrøys fra Norges trone. Som et sindbillede paa dette digtede den gamle Øyvind Skaldaspiller, efter forbillede af „Ynglingatal“, sit kvad „Haaløygjatal“, hvori han fører Haakon jarls æt tilbage til Sæming, Odins og skigudinden Skades søn. Haakon tog dog ikke kongsnavn; han beholdt jarlsnavnet, som var ældgammelt i hans æt- Men hans stilling blev alligevel en anden end før. Hans store for- billede var Harald Haarfagre. Ligesom Harald var Haakon glad i pragt og stas. Han gik med silkebaand rundt panden og samlede de bedste skalder rundt sig og lønnende dem med rige gaver. Mest kjendt af Haakons skalder er islændingen Einar Helgesson, som digtede „Vellekla“ (guldmangel) og fik tilnavnet Skaalaglam („skaale- klang“), fordi jarlen gav ham en vegtskaal af forgyldt sølv med lodder, som eiede en varslende klang, og var det ene af sølv, det andet af guld. Haakon likte at høre skaldenes pris - han var, synes det, ikke saa lidet forfængelig -, han likte at høre om, at hans „kampry svæver lovprist under himlens fire hjørner“. Det ser ud, som om seieren i Hjørungavaag gik til hovedet paa ham- Han følte sig ikke længer som den første mellem stormændene, men som enevoldsherre. Han blev haard mod landsfolket og graadig.
