cuNH1u)SSøNNERNB 215 maatte lægge sig med Jernbarden 9il hjælp for sin bror Svein, og det lykkedes ham at drive Vagn tilbage, saa skibene kom til at ligge i samme linje som før. Da han kom tilbage, havde Bue Digre løst tengslerne for at kunne følge efter de flygtende. Eirik rodde mod ham, og det blev en strid kamp og et stort mandefald. Ogsaa rundt Haakon jarl, som laa i midten af fylkingen, var kampen haard. Hans ringvævede brynje blaaste istykker paa stranden, siger skalden. I førstningen gik krigslykken nordmændene imod. „Bue, som ikke lod sig skræmme, og Sigvalde fik ingen modstand.“ Men saa skal det midt under kampen være brudt løs et voldsomt uveir med svære hagl, som slog i ansigtet paa danskerne. Dette uveir hører dog rimeligvis bare hjemme i digtningens verden og er en misforstaaelse af skalden, som siger, at „det drev med kampens grumme hagl i Vidres veir“ (d. e. „det haglede med pile-i kampen“). I sagnet er dette uveir siden blevet endda mere omdigtet. Det fortælles, at Haakon jarl midt under slaget ofrede sin søn til sin æts guddom, Torgerd Hølgabrud, for at vinde seier, og at hun og hendes søster lrpa sendte uveiret. Tilslut begyndte danskerne at flygte. Sigvalde jarl huggede først tengslerne og vendte sit skib og vilde flygte. Snart efter fulgte Torkel Høie og Sigurd l(aabe hans eksempel; ialt flygtede 35 af jomsvikingernes skibe. Tilbage var, som vi lærer af skalden, 25 skeider. Eirik jarl lagde sig med Jernbarden op til siden af Bues skib. Bue og hans kjæmper Aslak Holmskalle og Haavard Huggende vergede sig med vidunderlig tapperhed. Men tilslut omringedes Bue saa tæt, at han gav kampen op, tog en kiste med guld i hver haand og raabte høit: „0verbord alle Bues mænd“, og sprang i sjøen; mange af hans mænd fulgte ham, og Bues skib blev ryddet fra stavn til stavn. At Bue virkelig sprang overbord, bevidner Tind Halkelsson, som siger, at „kjæmperne paa Ba1-den lærte Bue, som øger kampen, at springe overbord“. Tilslut blev Vagn Aakesons skib entret og han selv fanget med 3O af sine mænd. Da kampen var slut, havde nordmændene ryddet 25 af jomsvikingernes „lange skeider“. Vagn og hans mænd blev bundet paa fødderne og ført paa land og sat paa en tømmerstok. Torkel Leira havde paataget sig at hugge dem ned. Men før sin død talte jomsvikingerne manddoms- -ord, som folk altid siden har holdt i minde, siger biskop Bjarne i „Jomsvikingedraapa“. Torkel havde en stor øks og hug først ned ham, som sad yderst. Da sagde en af dem: „Jeg har en sølje i haanden, den vil jeg stikke i jorden, om jeg kjender noget, naar
