214 GUNHlI..DSSØNNERNE H jørungavaag. kjæmpede med Kjøtve og Haklang. Dengang var knarrerne de største skibe. Nu var de bare smaabaade mod „skeiderne“. Haakon jarl havde maattet skrabe sammen det mandskab og alle de skibe, han i hast kunde faa. Skalden siger om Eirik jarl, at han „lod mange snekker og knarrer fare med døn ud paa havet“. Det eneste virkelige krigsskib i nordmændenes flaade var Eirik jarls „Barden“ eller „Jernbarden“ med dens jernbeslaatte stavn. l=laaderne mødtes tidlig om morgenen. Som Øyvind Skalda- spiller siger i „Haaløygjatal“: „Det var mindst Iandstyrerne glædes-møde Ieding førte for Yngvefrøys og sverd-alven (Sigvalde) uvenner førte fra syd aarle morgen, sjøens hester da mod ødaner mod deres hær.““ Nordmændene og danskerne ordnede sine skibe i rækker, satte op sine merker, blæste i lurene og gjorde sig rede til at ro mod hverandre. Yderst i vestre arm af nordmændenes fylking laa Haakons søn Svein jarl med lendermændene Gissur Hvite fra Val- dres og Torkel Leira fra Viken. De skulde tage kampen op mod Vagn Aakeson. Striden blev haard, Saa nordmændene tilsidst be- gyndte at vige. Eirik jarl førte den høire arm af fylkingen; i hans følge var Torstein Midlang og Tore Hjort fra Vaagan (i Lofoten). Eirik
