206 GUNHlLDSSØNNERNE var der mødt mange høvdinger fra forskjellige kanter af landet, og her blev Harald hyldet som Norges konge (vel paa Haugetinget). Han gav Haakon jarl i len de syv fylker Rogaland, Hordaland, Sogn, Fjordene, Søndmør, Raumsdal og Nordmør, foruden Trond- heim, som jarlen havde før, og Haalogaland og Namdalen, som var hans arvelande, og hvor danekongen vel ikke krævede overhøihed. Haakons hirdskald, Einar Skaalaglam, siger om dette: Syv fyIker sindige jarl med Nu under jarlen ligger silkebaand rundt pande alt land nord for Viken; til lykke for landet hærveir-øgeren Haakons har under sig Iagt. herredømme gaar vidt. Haakon jarl styrede landet med fuld kongelig myndighed; men han skulde være pligtig til at hjælpe danekongen mod ydre fiender og svare skat til ham; skatten var dog bare i navnet - 20 høger om aaret, siges det. Et minde om dette er det vel, naar Sigvat skald i„sine „Fritaleviser“ siger til Magnus den gode, som verner Norge mod fremmede fiender: „Du vogter med sverdet Haralds høgeø.“ - l Viken, danekongernes gamle land, satte Harald Gorms- son sin søn Svein. forat han skulde ordne forholdene dér; han blev dog vist ikke længe i landet. Desuden var der underkonger og jarler i Viken. Harald Grenske, som var søn af den afdøde kong Gudrød Bjørnsson, skal have faat Vestfold og Agder. - Han blev kaldt den grenske, fordi han var opfostret hos lendermanden Roe den hvide i Grenland. Paa Oplandene havde, tør hænde, sveakongen, den mægtige Eirik Seiersæl, magten. Det fortælles i to af de ældste kongesagaer, at oplandskongerne paa denne tid var skatskyldige til sveakongen. Men paa hvad maade og naar dette er sked, ved vi ikke. Gunhilds- sønnernes fald var først og fremst en seier for stammefølelse, søn- dring og høvdingevælde over samlingstanken og det sterke konge- vælde, som Gunhildssønnerne var talsmænd for. Høvdingerne, som var stammefølelsens talsmænd, var de, som først og fremst trodde, at de havde fordel af det nye styre. Haakon jarl var bare den første mellem ligemænd; han tilhørte gjennem sin æt snarere her- sernes end kongernes kreds. Stormændene var endnu næsten lige- saa mægtige som i Harald Haarfagres første tid, og vikingetiden havde bragt dem nye rigdomme. Rundt om i landet fra Lofoten til l.indes- nes sad fremdeles hver i sin bygd mægtige herser, hvis ætter var indgiftet i hverandre. l Haalogaland kan nævnes Tore Hjort
