204 GUNHILDSSØNNERNE Ribe og Aarhus. Harald Gormsson selv blev henved 960 vundet for kristendommen og virkede siden ivrig for, at hans undersaatter skulde aflægge hedenskabet. lslændinger, som et halvt Snes aar senere kom til Danmark, lod sig primsigne; „for paa den tid var kristendommen kommet til Danmark“. Harald Gormsson kunde have mange grunde til at ønske ogsaa at underlægge sig Norge, dels for at udbrede kristendommen, og dels fordi danekongerne fra gam- mel tid mente at have krav paa Viken; men der sad nu Gunhilds- sønnerne uden at Skatte til kong Harald og uden at hylde ham som overkonge. Haakon jarl var draget til Danmark fuld af hevntanker. Efter sagaerneS samstemmige vidnesbyrd var han vakker, dygtig i idrætter, modig i kamp, kløgtig og raadsnild som faa, veltalende og dybtænkt; men der var ogsaa i hans sind et drag af hevngjerrighed, grumhed og vildhed, som gjorde ham dobbelt farlig for sine uvenner. Samtidig med Haakon var til Danmark kommet en frænde af Harald Gormsson. Det var hans folkekjære bror Knut Danaasts søn Harald, som i lang tid havde levet paa vikingefærder i Vester- landene og samlet store rigdomme, saa folk kaldte ham Guld-Harald. Han krævede nu af sin farbror del i riget; men Harald Blaatand vilde ikke finde sig i sligt og raadførte sig nu med Haakon jarl om, paa hvad maade han bedst skulde blive kvit sin brorsøn. Guld-Harald klagede ogsaa sin nød for Haakon, og ved sine raad lik denne laget det saa, at Harald Blaatand skulde sende bud efter Harald Graafeld og tilbyde ham det land og len, han før havde havt i Danmark. Naar Harald Graafeld da kom, kunde Guld-Harald dræbe ham, og saa vilde Gunhildssønnernes magt falde sammen af sig selv, og Guld- Harald kunde faa rige i Norge. Harald Gormsson gik modstræ- bende med paa dette; for Harald Graafeld var hans fostersøn og knæsætning. Men Haakon jarl sagde: „Danerne vil dog kalde det bedre at dræbe en norsk viking end sin danske brorsøn.““ Det havde været stort uaar i Norge, saa kongerne næsten ikke kunde underholde sine mænd. Harald Gormssons indbydelse kom derfor vel tilpas. Nogle raadede fra færden; de frygtede for Haakon jarls onde raad; men det ord gik, at Haakon laa dødssyg i Danmark. Enden blev, at Harald Graafeld om sommeren fór til Danmark med tre langskibe og 8O mand paa hvert; det ene blev styret af hans trofaste raadgivË:r Arinbjørn herse fra Fjordene. Kongen seilede til Limfjorden og lagde til ved Hals (paa nordsiden af indløbet til fjorden), hvor Harald Gormsson havde stevnet ham til møde. lsteden
