l8O XXXII. EIRIK BLODØKS agaerne elsker ikke Eirik Blodøks. De indrømmer vel, at han var en stor kriger, og at han, som hele l-laraldsætten, var vakker af ydre, stor og anselig. Men ifolkets minde stod Eirik først og fremst som den grumme tyran og brodermorder. Alt i sin egen samtid var han kjendt med tilnavnet „Blodøks“ - „den hvasse Blodøks“ som Øyvind Skaldaspiller kalder ham; det var rime- ligvis Egil Skallagrimsson, som først gav ham dette navn, og saa blev han kaldt, ikke fordi han var en stor viking, men som sine brødres banemand, og fordi han, Som en gammel saga siger, „var overmodig og grum“. Endda værre var det eftermæle, som hans hustru Gunhild lik. Egil, som hadede dem begge grundig, siger, at „hendes sind er grumt“, og at hun staar bag sin husbond og gir ham onde raad. Sagaerne gir følgende billede af hende: „hun var vakker og anselig, om end ikke høi af vekst, dybtænkt og vel- talende, men ondsindet og grisk efter gods og land.“ l-lun stod for eftertiden som sin mands og sine Sønners onde aand. Og lidt efter lidt voksede hun i sagnet til en ren eventyrskikkelse. Alt for sam- tidige har hun vist staat Som tryllekyndig. Derfor blev hun gjort til datter af Assur Tote i Haalogaland og lik sin opdragelse hos troldomskyndige finner, som Eirik røvede hende fra; i virkelig- heden var hun derimod ligesom Eiriks egen mor en dansk konge- datter, datter af Gorm den gamle. Som troldkvinde kunde hun skifte ham; da Egil om natten i York skulde digte sit hovedløsnings- kvad, skabte hun sig om til en fugl og satte sig i gluggen for at forstyrre ham. Som den onde stedmor i eventyr forfølger hun den nyfødte Olav ’l’ryggvason og hans mor. Hendes billede laaner træk af heksens vildhed og lystne sanselighed, og tilslut finder hun som en egte troldkjærring sin død ved at puttes i en myr. Det virkelige billede af Gunhild og Eirik ser anderledes ud. Det viser os Gunhild som en trofast egtefælle og mor, som baade i onde og gode dage holder fast ved og deler skjæbne med dem. - Gunhild og Eirik maa være blevet gift langt ude i Harald Haarfagres dage. - Det viser os hende som en sterk og klog kvinde, som ledede sin mand og sine sønner og med kraftig haand holdt sønnerne sammen, saa de ikke for intet af eftertiden blev kaldt Gunhildssønnerne. Men paa kvinders vis vilde hun, tør hende, heller tage sin tilflugt til list end til aaben færd, og kanske har der
