NORDM1END I ENGLAND over bølgers brus i Olavs følge England søgte for død at finde. Fem der laa paa kampens sted af konger unge svevnet af sverd tilligemed syv af Olavs jarler og utalte af vikinghæren, sjømænd og skotter. Til skibets stavn nordmænds drot af nøden bøiet joges paa flugt med mindsket flok. Kongen i hast gjorde knarren fiot for livet at frelse paa gulgraa fiod. Nord til sin odel den aldrende kom Konstantin med kjæmper paa llugt. Ei graanet stridsmand godt ry vandt i sverdenes ting, men Skaar i ætten og paa valen venners fald og slagne mænd. Sin søn lod han efter kvæstet af vunder, ung i kampen. Ei heller Olav den gamle ordbryder med levnede mænd kunde leende sige, at de i krigsverk de kjækkeste var, naar paa valen merkerne mødtes og stridsmænd i spydenes leg, som de med Edvards afkom holdt. Paa naglede knarrer iled de nordmænd, hvem spyd havde sparet Dublin at søge paa brede bølger og brusende hav bøiet i bugen hjem til sit land. Men brødrene begge tilsammen, konge og ædling drog til sin odel, vestsaksers land, vaabenfro. Efter sig lod de lig til deling for den svarte ravn med sit skumle skrud og hvasse neb og for hvidrygget ørn i frakken graa, og til føde for graadig kamphøg og dyret det graa, ulv i skogens Ei har der været paa denne ø større blodbad, . siden hid søgte til briters land over brede bølger angler og sakser. Med kampen ved Brunnanburh var det i virkeligheden forbi med lvarsættens herredømme i York. Denne æt er kanske Vikmget1dens merkeligste høvdingslegt. De begyndte som ivrige asadyrkere men endte som religiøSt ligegyldige. Olav l(Vaaran havde i 943 ladt sig
