I76 NORDMÆND I ENGI.‘AND anden halvdel af ll. aarhundrede almindelige i Nord-England Et gaardnavn som l(atanes ((?atenase), i Yorkshire og Lincolnshire, vidner om, at der i dublinkongernes følge ogsaa kom nordmænd fra Nord-Skotland til Northumberland. “ Fra denne tid nævnes i den angelsaksiske krønike nordmænd og dansker som byggende side om side i England. I vikingehæren kjæmpede fra nu af begge folk side om side. Hæren faar nye høvdinger i haulderne, eller „holderne“ som den angelsaksiske krønike kalder dem. I Norge var hauld (hǫldr) navn paa Odels- bonden. som sad paa sin fra fædrene arvede gaard; i Vesterlandene steg han i værdighed, var et trin lavere end jarlerne og fik land at styre omtrent som herserne i Norge. Konger af „lvars æt“, som de kaldtes efter dublinkongen lvar,t Olav I-lvites bror, herskede i første halvdel af 9. aarhundrede for det meste i York, og efter 9l6 ogsaa i Dublin. En af ætten styrede gjerne i York og en anden i Dublin, men altid var der mellem begge riger forbund og nær forbindelse. De var dygtige herskere og store krigere, fremforalt ”Sigtrygg, som vandt Dublin tilbage og af irerne kaldtes med tilnavnet „helten“. Men mod et enigt England kunde de ikke staa sig. Alfred den store havde skabt Englands sjøvern og bygget en flaade, som flere gange med held tog kampen op mod vikingerne. Hans verk fortsattes af hans børn, af hans søn Edvard, som arvede riget efter ham (90l-925), og hans datter I.ady ‘ZEthelfled, som var gift med Mercias styrer. De byggede vern og borge og lidt efter lidt rykkede de sit vælde nordover. KEthelfled blev endog hyldet af hæren i York; men hun døde aaret efter, og kong Ragnvald vandt paany York; men Mercia gik ind i kong Ed- vards rige. Ikke længe før sin død havde Edvard vundet saa stor magt, at han, som krøniken siger, „blev kaaret til far og herre af skotternes konge og alt Skotlands folk, af Ragnvald (kongen i York), af Edulfs søn (kongen i Bernicia) og af alle dem, som byggede i Northumberland, baade engelske, danske og norske, saavel som af strath(:lyde-valernes konge og alle strathclyde-valer“. Edvards søn 1ZEthelstan (925-940) vandt York og jevnede vikingernes faste borg med jorden. Kong Gudrød, „den gamle sjørøver“, maatte flygte over til Dublin, der han levede til sin død (934). Kongerne i Skotland og Wales hyldede KEthelstan, som fra nu af tillagde sig keiserlig værdighed og kaldte sig „hele Britanniens monark“. Vikinge- høvdinger gik i hans tjeneste, tog land af ham og sad i hans raad mellem angelsaksiske stormænd
