166 LANDNAAM PAA lSLAND Fra først af var der ingen forbindelse mellem de forskjellige indvandrere. Lidt efter lidt kom der dog mere ordnede forhold. De gjæveste af landnaamsmændene reiste ved siden af sin gaard et gudehov, og til det sognede deres frænder og venner, deres hus- folk og mange smaabønder, som ikke havde raad til selv at bygge et tempel. Saaledes opstod der lidt efter lidt en hel del hovsogn, hvor tempelforstanderen blev i sagens medfør bygdens høvding og ledede tingforsamlingerne. For der hvor mange bor sammen, kan menneskene ikke undgaa at have trætter og stridigheder. Derfor satte nordboerne ting baade i Vesterlandene og paa lsland. For- tællingen om Torolv Mosterskjeg viser tydelig, hvordan det nye samfund var ordnet. Torolv havde været herse paa Moster. Paa Island satte han en stor gaard ved Hofsvaag og kaldte den l-lofs- stader. Der lod han ogsaa reise et gudehov. „Til hovet skulde alle mænd betale afgift (hovtold kaldt) og være skyldige at følge hovgoden paa alle færder, ligesom nu tingmændene er det mod høvdingerne; men hovgoden skulde paa egen bekostning holde templet oppe og holde blotveitsler“; saa fortæller sagaen. Paa tangen, hvor Tors billede kom i land, holdt Torolv dom, og „der blev med alle bygdemændenes raad sat herredsting“. Ligedan satte landnaamsmanden lngolvs søn Torstein l(jalarnes tinget med andre omboende høvdingers raad. Høvdingerne paa Island kaldte sig ikke som i Norge „herser“, men „goder“. Hersenavnet var for nøie knyttet til stammen, til at det kunde flyttes med til nybygderne. Ordet .,gode“ er afledet af „gud“ og svarer nøie til det gotiske gadja, „prest“. Godenavnet synes bl. a. at have været brugt af vikingehøvdinger i lrland. I Danmark var der ved aar 800 goder, som nævnes paa runeind- skrifter, og som maa have været meget høiættede mænd og ting- forstandere. Ogsaa i Norge har kanske hersen i sin egenskab af tempel- prest været kaldt hovgode. Paa lsland, hvor alt maatte grundes fra nyt af, var der ingen gamle stammeforbund; der var gudehovet det eneste, som bandt sammen; derfor kaldte høvdingerne Sig der „goder“; i den kristne tid brugte de ogsaa det lidet sigende høvding- navn. Godens magtomraade kaldtes „godord“ eller „rige“; hans undergivne kaldtes vanlig tingmænd. Goden var, som navnet siger, først og fremst tempelprest. Paa hans gaard stod gudehovet, som han holdt vedlige; der ledede han offerhandlingerne og sørgede for andet, som hørte til gudstjenesten. Mellem gudehov og ting var der en uløSelig forbindelse. Tingvolden O
