LANDNAAM PAA ISLAND 165 føier sagaen til. Naar forholdene paa Island kunde udvikle sig slig, som de gjorde, saa var det ikke bare, fordi der mellem landnaams- mændene var saa mange høvdinger og mænd, som hørte til de bedste i Norge. Det var ogsaa, fordi mange af landnaamsmændene var rige folk, som her ude i nybygden kunde optræde med samme pragt som i hjemmet. l(etilbjørn skal have været saa rig paa løs- øre, at han bød sine sønner at gjøre tvertrærne i gudehovet af sølv. Da de ikke vilde det, skjulte han sit sølv oppe paa ljeldet, saa ingen siden har fundet det. Her i det nye land indrettede folk sig, som de selv havde lyst. Ingen fremmed konge lik magt paa lsland. Forgjæves søgte Harald Haarfagre at udstrække sin arm did, som han havde gjort til Orknøerne. Det fortælles, at Une den danske, søn af Gardar, som fandt lsland, drog til Island med Harald Haarfagres raad. Han tænkte at lægge landet under sig; men siden havde kongen lovet at gjøre ham til jarl. Une kom til Østlandet og tog et stort stykke land søndenfor I.agarfljót. Men folk- fik vide om hans planer, og siden blev han dræbt. TilsIut maa det dog være blevet en slags forsoning mellem landnaamsmændene og kong Harald. Are Frode fortæller, at da Island blev fundet, drog der saa mange folk did, at kongen blev ræd for, at landet skulde lægges øde, saa han forbød at fare did. Men tilslut blev de forligte paa de vilkaar, at alle, som drog til lsland, skulde betale fem ører til kongen, hvis han ikke blev fritaget for det. Dette var ophavet til det, som nu kaldes „landører“. Ares ord synes at vise, at Harald Haarfagre paa en eller anden vis har godkjendt islændingernes uafhængighed og ret til at styre sig selv. Men til gjengjæld har islændingerne gaat ind paa at betale landører, naar de for mellem Island og Norge. Desuden har de kanske paa en vis godkjendt Harald som sin overherre. Dette kan vi, synes det, slutte af fortællingen om, at Harald Haarfagre var op- mand mellem landnaamsmændene og fastsatte, hvor meget land hver skulde tage. Til gjengjæld mistede islændingerne ikke sin norske borgerret. De havde, naar de kom til Norge, hauldsret; de kunde modtage arv og have eiendom i Norge, være medlemmer af kongens hird o. s. v. Naar denne overenskomst er blevet til, ved vi ikke. Men det har sandsynligvis været mod slutningen af landnaamstiden, ikke længe før kong Haralds død. For alt under Eirik l3lodøks møder vi en islænding, skalden Glum Geirason, som medlem af kongens hird. Og selv Eiriks uven, Egil Skallagrimsson, kunde paa Gulatinget kræve arv for Sin hustru.
