LANDNAAM PAA ISl.‘AND 161 som paa Færøerne Ude paa holmer og skjær hækkede maager, teister og ærfugl, oppe i lien fløi ryperne; engang imellem kunde en isbjørn forvilde sig iland paa øen; det var omtrent alt det dyre- liv, som fandtes. l.andnaamsmændene maatte bringe med sig fra Norge eller fra Vesterlandene alt det, de trængte til gaardens brug, redskaber, saakorn og husdyr: hester, kjør, sauer, gjeter og svin, og tamfugl, gjæs og høns. Der nævnes endog hele skibsladninger med kvæg og med bygningstømmer, som i landnaamstiden kom til lsland. Naar udvandrerne ikke var nødt til at rømme over hals og hoved, saa drog de ikke saa sjelden først over for at undersøge landet og seilede derpaa tilbage for at hente husfolk og andet. Over- reisen var ikke let; gamle folk døde ikke saa sjelden, og ofte for- liste folk ved de øde kyster. De skibe, som brugtes, maatte være anderledes bygget end vikingeskibene; det var ikke stor nytte med aarer ude paa det aabne verdenshav; islandsfarernes skibe kaldes ogsaa oftest for „knar“, et ord, som brugtes om store skibe, især om handelsskibe; de har været større og rummet mere end vikinge- skibene og har visst ofte bare ført seil. Naar udvandrerne nærmede Sig land, kastede de gjerne sine andvegessøiler overbord; dem pleiede de at tage med sig; en guds billede var ofte udskaaret paa dem. Der hvor de drev iland, byggede de siden sin gaard. l førstningen styrede landnaamsmæn- dene mest til Østlandet, hvor de vidste, at paperne bodde. Derfor siger ogsaa „Landnamabók“ med rette om Østfjerdingen: „Det er folks sagn, at denne fjerding først er blevet fuldstændig bygget.“ Men siden drog de mest til Vestlandet og Sørlandet, som eier bedre bygder og først blev bebygget. Der, hvor landnaamsmændene gjorde op, at de vilde bo, „tog de land“ eller „de helgede sig landet“, som det heder, oftest ved at fare med ild rundt det land de tog. Høvdingerne undersøgte og tog landet „mellem fjeld og fjære“, som det heder. Sin gaard reiste de helst nede ved kysten. Men lidt efter lidt blev kystlandet og de nærmeste dalfører bebygget, og udover i landnaamstiden blev det vanskeligere at faa land. Det blev derfor nødvendigt at merke sit landnaam; landnaamsmændene selv eller deres træler, som de sendte ud, reiste da varder eller stænger. En dattersøn af jarlen Torv-Einar kom sent i landnaamstiden sammen med to orknøyinger til Aksar- -fjord (Øksefjord) paa Nordlandet „De satte en øks i Reistargnup og kaldte det derfor Øksefjord; de satte en ørn op vestenfor og kaldte det Ørnetuve; det tredje sted satte de et kors og kaldte det II - Norges Historie l, 2.
