I60 LANDNAAM PAA lSLAND Men kristendommen førte et kummerligt liv paa lsland. l et par ætter holdt nok kristne forestillinger sig. Men som oftest spildteS kristendommen og gik ikke langt i ætten. Island var, som „Land- namabok“ siger, i hundrede aar fuldstændig hedensk. Kristendommen døde dog ikke helt, den bidrog til at svække troen paa guderne, saa kristendommen tilslut kunde blive vedtaget ved lov paa Altinget efter en politisk overenskomst. Der var folk af alle stænder mellem landnaamsmændene, baade smaabønder og mænd af kongeæt. Olav Feilan, Auds sønnesøn, førte sin æt tilbage til Ynglingekonger og til 0din; Geirmund Heljar- skinn, kanske den fornemste af landnaamsmændene, var af gammel kongeæt paa Rogaland. Frigivne nævnes ogsaa mellem landnaams- mændene, f. eks. Tore Duvenev, Yksna-Tores løysing. De fleste har dog været af god æt, været storbønder og høvdinger. Smaafolk havde ingen grund til at rømme Norge, om Harald tog odelen fra bønderne. Men ude i sit nye hjem gjorde nok islændingen-ne gjerne sin æt gjævere, end den virkelig var, og smuglede mangen gang herser og jarler, ja endog sagnkonger ind i sin ættetavle. Det maa have været kjernefolk, som kom til Island; uden det vilde Island aldrig være bygget eller have faat sin sagaskrivning. Bedst merker vi paa kvinderne, for et ypperligt menneskeslag landnaamsmændene har været Ypperst af alle landnaamskvinder var Aud den dybsindede. Hun var paa l(atanes, da hendes søn Torstein Raude faldt. Der lod hun i Iøn bygge en knar og seilede over til Orknøerne; der giftede hun Torsteins datter Groa; derfra seilede hun til Færøerne; der giftede hun bort Torsteins anden datter Aalov, som blev ætmor til den første æt paa øerne, Gateskjeggerne. Derfra seilede hun til lsland. Hendes bror Helge Bjolan bød hende hjem til sig med halvdelen af hendes følge. Men hun Svarte, at hun vidste ikke, han var slig en stakkar. Saa drager hun til sin anden bror, Bjørn Austrøne; han bad hende være hos sig med alle sine mænd, „for han kjendte sin 8øSlct’S sindelag“. Aud styrer og raader som en mand; hun bortgifter selv sine sønnedøtre og uddeler selv land til sine mænd. Hun holder bryllup for sin sønnesøn Olav l=eilan med stor pragt. Hun er krøget af alderen og sover til langt paa dag og blir sint, om nogen vækker hende. Saa staar hun op og træder ind i gjestebudshallen, lige rank som før. Folk talte om, hvilken sta- telig kvinde hun endnu er. Dagen efter fandt de hende død i sin seng. Øde og folketomt var det land, som landnaamsmændene kom til. Der fandtes ingen vilde eller forvildede husdyr, ikke engang faar
