144 FlNMARKEN. OTTARS FA3RD Det som hos linnerne gjorde mest indtryk paa vore forfædre, var deres gudsdyrkelse. Finnernes prester, „noaider“ som de kaldte dem, var stammens læger, men først og fremst var de troldmænd og mellemmænd mellem menneskene og de overnaturlige magter. - De turanske folk har endnu den dag idag prester eller „schamaner“, hvis besvergelser skildres paa lignende vis som den latinske Norges- historie (Historia Nor11egiae fra henved 1200) skildrer finnernes troldomskunster. Troldman- den tager, heder det der, et rundt kar, løfter det i veiret og danser rundt under sang og paakaldelser, indtil han falder i svime og neppe kan aande og ligger med fraaden ud af munden og svart i an- sigtet som en neger. Trold- mandens kar var prvdet med billeder af hvallisker, rens- dyr, Skier, skibe og andre gjenstande, som troldmanden eller „gand“I brugte, naar de skulde drage for at ud- forske skjulte ting. Finnerne har langt ned i tiden brugt et lignende redskab, „rune- bommen“. Paa de rune- bommer, som nu lindes, ser vi billeder af linnernes guder; mange af dem er optaget efter asatroen: Horagalles med sin ham- mer er Torekallen, Veralden-Olmai („verdensmanden“) er Frøy og Bie-ggagalles („vindmanden“) er Njord. Finnernes gudsdyrkelse gjorde, at de i nordmændenes øine blev et folk af troldmænd, som kunde vække storm, dræbe folk langt borte fra, vække døde tillive o. s. v. Naar der i sagaerne er tale om troldmænd, da er disse vanlig af linneæt, og linnerne spiller en stor rolle i vore gamle historiske sagn. Om end nordmænd længe før Harald Haarfagres tid en og anden gang havde været oppe ved kysterne af Finmarken, saa var disse dog lidet kjendt, og saa langt som til l-lvitehavet havde endnu ’ Gand er navn paa den aand, som hjalp troldmanden; ordet er norsk. Runebomme fra Finmarken. Natlonalmuseet, l(bh.
