FlNMARKEN. 0“l“TARS FÆRD 145 ingen fundet vei. Den som gjorde dette, var en haalogalænding ved navn Ottar. Han levede i slutningen af det 9. aarhundrede og var af god æt, var rimeligvis herse. Hans gaard laa længst nord i HaalogaIand, vel i Lenviken eller lige overfor paa Senja. Der kunde han føde 2O kjør, 20 sauer og 20 svin. Desuden havde han ogsaa indtægter af finnernes skat; det tør hænde, at han har havt kongens syssel i Finmarken og inddrevet skat for ham. I begyndelsen af 880-aarene forlod han sit hjem, drog først til Skiringssal, saa til Hedeby og kom tilslut til Alfred den store i England, hvem han bragte gaver, bl. a. af hvalrostænder. Ottar drog, ser det ud, til England, ikke fordi han var misfornøiet med Haralds ovrike, men snarere som kongens sendebud. l Haralds erende drog han, tør vi kanske tro, først til kongsgaarden ved Skiringssal, derfra til Hedeby, hvor én svensk høvding nylig havde grundet et rige, og saa til Eng- land. Efterat kong Alfred havde faat fred med vikingerne, arbeidede han især med at gjenreise sit folk aandelig og oversatte bl. a. Orosius’s latinske Verdenshistorie (fra omkr. 420). Dette verk har til ind- ledning en oversigt over de lande og verdensdele, som romerne kjendte. Men kong Alfred kjendte flere lande, som Orosius aldrig havde hørt tale om; derfor har han føiet ind i oversættelsen en kort udsigt over folkeslagene i det nordlige Europa og indtaget fortællingen om 0ttars reise i Nordishavet, og om dansken eller englænderen Ulvstens (Wulfstans) færd i Østersjøen. Ottars reiseskildring lyder: „Ottar sagde sin herre kong Alfred, at han bodde nordligst af alle nordmænd. Han fortalte, at han bodde paa nordsiden af landet ved Vesterhavet. Han sagde, at landet strakte sig meget langt nord derfra,- og det er altsammen øde, uden paa faa steder, hvor linner stykkemellem holder til, for at jage om vinteren eller fiske i sjøen om sommeren. Han sagde, at han engang vilde l-inde ud, hvor langt landet strakte sig mod nord, eller om der bodde nogen folk nord for øde- marken. Han for da nordover langsmed landet, saa at han i tre dage hele veien havde ødemarken til styrbord og det aabne hav til bag- bord. Da var han saa langt nord som hvalfangerne farer som Iængst. Derefter for han videre saa langt nordover som han kunde seile i tre andre dage; da bøiede landet østover, eller der løb en havbugt ind i landet, hvilken af delene vidste han ikke; men han vidste, at han der biede paa vestlig eller lidt nordlig vind; derpaa seilede han østefter langsmed landet saalangt han kunde seile i fire dage. Da maatte han bie paa.ret nordenvind; for landet bøiede der sydover, l01 - Norges Historie l. 2.
