14O HARAl‘D HAARFAGRES l‘YNNE karrig paa mad. Harald synes dog at have eiet evnen til at drage dem til sig, som han ønskede. Men han kunde ogsaa være grum, ja ond, som de lik føle, som satte sig op mod ham. Sagaerne for- tæller om hans voldsherredømme, som jagede de bedste mænd ud af landet. Egils saga fremstiller Harald som en mistænksom og hevn- gjerrig mand. Den aabne og mandige Torolv l(veldulvsson mister livet, fordi kongen lytter til HilderidesønnerneS bagvaskelser. Men Sagaernes dom er paavirket af det, som blev fortalt i ætter, hvor hadet til Harald Haarfagre længe var levende. Havde Harald været en slig tyran, vilde vel ikke landnaamsmændene paa Island have taget ham til opmand og ladet ham sætte lov om, hvor meget land- hver mand lik tage dér. Harald var baade i godt og i ondt et barn af sin tid. Men at han har været en stor konge og en merkelig mand, kan ingen tvile paa. Med rette siger Torbjørn Hornklove i „Glymdraapa“: . Aldrig ypperligere end l af konger kommer, gavmild og gjæv under solens gamle høistol î, l-iarald. Haralds minde levede i folket længere end de fleste andre kon- gers. Hans vidunderlige lykke og hans lange liv gjorde ham vist alt i levende live til lidt af en eventyrskikkelse. Lidt efter lidt blev eventyr og sagn fra forskjellige kanter, hjemlige, vesterlandske og østerlandske, knyttet til Haralds navn, og fortællingen om ham og hans mænd blev selv til et eventyr. Underlige drømme før Haralds fødsel varslede hans kommende storhed. Om hans mor Ragnhild fortælles en drøm, som alt i oldtiden blev fortalt om mederkongen Astyages, hvis datter blev mor til perserkongen l(yrus, og i middel- alderen om jomfru Maria og om mor til den hellige kong Edvard i England. Ragnhild drømte engang, at hun tog en torn ud af sin serk. Den slog rødder og voksede til et træ, som var saa høit, at hun ikke kunde se toppen af det. Den nederste del var rød som blod, stammen var fager grøn, men op til grenene snehvid, med en mængde kvister, som bredte sig over hele Norge, ja endnu videre. Naar Halvdan Svarte druknede paa Hadeland og Harald saa ung blev konge, saa var det, fordi han var Odins særlige yndling. Sagnet fortalte, at da Halvdan engang var i juleveitsle paa Hadeland, forsvandt al julekosten fra bordet. Han lod da gribe en tryllekyndig I Under solens høie stol, d. e. under himlen eller paa jorden.
